Video: Kunderne blev klappet ind i ny Biltema

Varehuschef Dennis Daugaard bød de mange kunder velkommen inden han, sammen med borgmester Martin Damm, klippede det blå Biltema bånd over med en hækkesaks.

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Tidlig lørdag morgen slog Biltema dørene op til deres helt nye varehus på Stejlhøj i Kalundborg.

Det er mindre end et år siden, at der blev taget første spadestik til et knapt 7.000 kvadratmeter stort Biltema varehus i Kalundborg.

Nu er varehuset færdigt, og tidlig lørdag morgen var der inviteret til åbningsfest. Den indbydelse var der mange som havde taget imod. Køen foran indgangspartiet var meget lang og alle parkeringspladser optaget.

Varehuschef Dennis Daugaard bød de mange kunder velkommen inden han, sammen med borgmester Martin Damm, klippede det blå Biltema bånd over med en hækkesaks.

Herefter var der adgang for kunderne, som blev klappet ind af varehusets medarbejdere som havde taget opstilling på hver side af den røde løber.

Bevæbnet med indkøbsvogne gik kunderne derefter på jagt efter de mange gode tilbud, og i varehusets café blev der serveret kaffe og frisksmurte rundstykker til alle.

Der gik ikke lang tid efter at de første kunder var trådt ind i det kæmpestore varehus før de første varer blev slået ind i kasseapparaterne. Også her voksede køen hurtigt.

Det nye varehus rummer hele Biltemas store varesortiment på cirka 19.000 produkter. Med produkter inden for både Bil-MC, Båd, Cykler, Fritid, Hjem, Kontor-Multimedia, Byggeri, Bilpleje og Værktøj, er der noget til alle i familien. Der venter også kunderne en familievenlig café, hvor man kan stille sulten.

Del