Klar til at afsløre næste navn på Walk on Fames

Det kan både være navnet på en nulevende eller afdød person eller navnet på en virksomhed som kan komme i betragtning til en af de eftertragtede fliser på Solskinspladsen.

Klar til at afsløre næste navn på Walk on Fames
Sidste år var det Arne Bybjerg, stifter af Carmen Curlers, der blev afsløret som det næste navn i rækken, i forbindelse med åbningen af den årlige byfest. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I næste uge er der byfest i Kalundborg, og i den forbindelse vil det næste navn blive afsløret på  Walk on Fames på Solskinspladsen.

Byens grundlægger Esbern Snare var første navn på den nye Walk on Fames (gå på de kendte) på Solskinspladsen og sidste år var det Arne Bybjerg, stifter af Carmen Curlers, der blev afsløret som det næste navn i rækken, i forbindelse med åbningen af den årlige byfest.

På to af fliserne på Solskinspladsen er nedfældet en messingplade med navnene på de to personligheder, og meningen er, at der hvert år i forbindelse med byfesten i uge 30, skal afsløres et nyt navn på en ny flise, enten en person eller en virksomhed.

Et udvalg bestående af repræsentanter fra Vores Kalundborg, Sjællandske Medier, TV-Kalundborg.dk og ejendomsmægler Iben C. Nielsen, er blevet enige om hvilket navn der skal stå på den flise som bliver afsløret i næste uge på Solskinspladsen.

Det kan både være navnet på en nulevende eller afdød person eller navnet på en virksomhed som kan komme i betragtning til en af de eftertragtede fliser på Solskinspladsen.

Vi kan nok afsløre så meget, at dette års flise på Walk on Fame tilfalder en nulevende person.

Alle er velkommen til at overvære afsløringen på Solskinspladsen. Det foregår torsdag d. 25. juli hvor optoget starter fra Øen klokken 10.

Inspiration fra Hollywood 

Idéen til Walk on Fames fik ejendomsmægler Iben C. Nielsen fra Hollywood, der jo har Walk of Fame.

Hollywood Walk of Fame er et æresfortov langs med gaderne Hollywood Boulevard og Vine Street i Hollywood, der fungerer som en underholdningens Hall of Fame (et æresgalleri med personer, som har gjort en fremtrædende indsats inden for et bestemt område – et erhverv, et fagområde, en sport eller lignende).

Fortovet er belagt med mere end 2000 femtakkede stjerner, hvorpå der ikke kun optræder navne på menneskelige berømtheder, men også en del fiktive figurer. Den første stjerne i Hollywood blev uddelt den 9. februar 1960.

Del