Kalundborg Rock’er og Kontoret indleder samarbejde

Festivalledelsen hos Kalundborg Rock’er og ledelsen på Kontoret i Kalundborg er blevet enige om, at man skal være med til at gøre en forskel i forhold til den grønne omstilling, ligesom man gerne vil spare nogle penge på den lange bane.

Kalundborg Rock’er og Kontoret indleder samarbejde
Fra venstre: Kristian Poulsen, medejer af Kontoret i Kalundborg, Steen Jensen og Johnny Elmelund, begge en del af Festivalledelsen, Kalundborg Rock'er samt Trine Nystrup medejer af Kontoret. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Rock’er har netop indledt et stort samarbejde med Kontoret i Kalundborg omkring grøn omstilling. Hos Kalundborg Rock'ers festivalledelse og i ledelsen på Kontoret i Kalundborg er man nemlig blevet enige om, at man skal være med til at gøre en forskel i forhold til den grønne omstilling. 

Engangsglas er derfor nu blevet til genanvendelige plastikglas på både Kalundborg Rock’r og til alle større arrangementer på Kontoret. Trine Nystrup, og Kristian Poulsen, der begge er medejere af Kontoret i Kalundborg mødtes i den anledning med Steen Jensen og Johnny Elmelund, begge fra Kalundborg Rock’ers festivalledelse, mandag eftermiddag, idet de netop har indgået det grønne samarbejde.

Fokus på at nedbringe mængden af affald

Det handler om et ønske om at have større fokus på at nedbringe mængden af affald under den populære festival, og det har fået festivalledelsen med Presse- og afviklingsansvarlig Johnny Elmelund og formand Steen Jensen i spidsen til at tage dette vigtige skridt af hensyn til miljøet.

Vi er i en tid præget af grøn omstilling, og her vil vi, som festival, være med til at gå forrest. Vi har indgået et samarbejde, fordi vi alle gerne vil tænke på miljøet. Vi bruger ca. 50.000-60.000 engangsglas over en weekend på Kalundborg Rock’er, og det er altså rigtig mange penge og rigtig meget plastik, der bliver smidt ud,” fortæller Johnny Elmelund.

Har købt 35.000 genanvendelige plastikglas

Steen Jensen og Johnny Elmelund fortæller, at de, i festivalledelsen, sidste år, for første gang lejede genanvendelige plastikglas, hvor et firma rengjorde dem og hentede dem igen efter festivalen. Nu har man så, sammen med Kontoret, besluttet, at købe 35.000 genanvendelige plastikglas, som de skal deles om at bruge. På Kontoret tager man altså også skridtet fuldt ud i forhold til at skåne miljøet for engangsglas.

“Vi har investeret i de glas sammen med Kalundborg Rock’er, og vi brugte dem faktisk for første gang i lørdags, da der både var Jazz om formiddagen og EM fodbold om aftenen på Kontoret, og det fungerede fint. Selvfølgelig skal folk lige finde ud af, at glassene ikke skal smides ud, men det kommer, når folk bliver vant til det,” siger Trine Nystrup, og fortsætter: “De står deres rigtige prøve til byfesten og derefter til Kalundborg Rock’er.” 

Gebyr på glas og kander

Til Kalundborg Rocker vil der være et gebyr på glassene, for netop at få folk til at aflevere dem igen, ligeledes er tilfældet med kanderne. Men uanset vil der være et svind. Til Kalundborg Rock’er 2023 havde styregruppen lejet 30.0000 glas, brugt ca. 22.000 og havde et svind på ca. 10 pct., hvilket de dog satser på bliver meget mindre med tiden.

“Vi gjorde det sidste år, og det fungerede altså. Men vi håber, at vi kan få et mindre svind på glassene. Vi har derfor også en ‘Gebyr-bod’, hvor folk kan få penge for glas og kander, når de afleverer,” fortæller Steen Jensen.

Vaksemaskine i container kan vaske 5.000 glas i timen

Styregruppen har endvidere investeret i en container, hvor der er en vaskemaskine, der kan vaske 5.000 glas i timen. Det skulle gerne gøre det overskueligt at bruge de nye genanvendelige plastikglas.

“I år har lejet en stor mobil vaske- og tørrelinje i en 40 fods container, som ankommer til Kalundborg Rock’er således, at vi selv kan stå for hele opvasken, imens festivalen er i gang. Maskinen vasker op til 5.000 glas i timen, og der vil være et hold, der står i vores returbod, som tager imod og vasker op med det samme,” siger Johnny Elmelund.

Kontoret vil fortsat bruge deres almindelige glas, men til større arrangementer som J Dag, Byfest osv., der vil man benytte de nye genanvendelige plastikglas, som de deler med Kalundborg Rock’er.

“Vi kunne jo ligeså godt deles om glassene, når vi ikke skal bruge dem samtidig,” fortæller Trine Nystrup.

Et afprøvet koncept

Vig har kørt konceptet igennem flere år, og derfra fik festivalledelsen idéen til også at gøre det på Kalundborg Rock’er.

“De har gode erfaringer på Vig, og det er deres samarbejdspartnere, vi bruger til glassene. Det er derfor ikke et uafprøvet koncept. Vi ved, at det fungerer hos dem,” og håber så også, at det bliver en succes hos os og på Kontoret,” slutter Johnny Elmelund.

Del