Byggeriet af Station Øst skrider godt frem
Byggeriet af den nye Station Øst på Stejlhøj skrider godt frem. Foto: Jens NIelsen
Af Jens Nielsen
Arbejdet med at opføre den nye Kalundborg Station Øst på Stejlhøj skrider godt frem
Entreprenørerne er godt i gang med opførelsen af den nye Station Øst på Stejlhøj, som skal gøre det nemmere for pendlerne til bl.a. Novo sitet og den øvrige industri i området, at komme hurtigere på arbejde, men Kalundborg Kommune har ligeledes et håb om at mange af de pendlere som normalt tager toget fra Kalundborg Station, vil stille bilen ved den nye Station Øst, så der bliver flere parkeringspladser i midtbyen.
Der er stor aktivitet på byggepladsen på Stejlhøj, mange entreprenørmaskiner i alle størrelser arbejder i området, der etableres kloaker og andre rørforbindelser, den store parkeringsplads til personbiler tager form, og medarbejderne fra Bane Danmark arbejder tæt ved selve banelegemet.
Kalundborg Øst Station, der åbner den 9. december, bliver placeret på den nordlige side af banen over for Novo Nordisk produktionsområder, og med tilkørsel fra Stejlhøj.
Stationen bliver enkelt opbygget med en perron med skilte, læskure, bænke og rejsekortstandere. Der bliver desuden en for plads cykelparkering, buslomme og taxiholdeplads, og der bliver anlagt en parkeringsplads med plads til omkring 100 biler.
Byggeriet af selve perronen foregår her i oktober, hvor sporet i en længere periode er spærret, og i november får stationen så al det nødvendige udstyr som eksempelvis belysning, skilte og rejsekortstandere, inden den står klar til åbning den 9. december.
I begyndelsen af april 2019 bliver stationen udstyret med en gangbro over sporet, så passagererne endnu lettere kan komme fra stationen og over i industriområdet.
Trafikken under byggeriet
En del af arbejdet kan gennemføres, mens togene kører på strækningen, men i følgende perioder vi det være nødvendigt at spærre for togtrafikken mellem Kalundborg og Svebølle.
•Fra søndag den 7. oktober til og med torsdag den 11. oktober (Aftenspærringer fra klokken 20.15)
•Fra fredag den 12. oktober klokken 20 til og med søndag den 29. oktober (Totalspærring)
•Fra torsdag den 4. april 2019 klokken 20 til og med søndag den 7. april 2019 (Totalspærring)
DSB erstatter togene med togbusser. Find din rejse på rejseplanen.dk