Restaurant Den Tykke Kok ændrer sit koncept
Restaurant Den Tykke Kok på Banegårdspladsen i Kalundborg ændrer sit koncept fra d. 1. marts. Foto: Jens Nielsen
Af Jens Nielsen
Restaurant Den Tykke Kok på Banegårdspladsen 2 i Kalundborg ændrer nu koncept og vil fremover satse helhjertet på selskaber og mad ud af huset. Derfor vil det ikke længere være muligt lige at dumpe ind og få en god bøf.
Når den sidste gæst er gået ud ad døren lørdag aften på Restaurant Den Tykke Kok i Kalundborg, vil der ikke længere være mulighed for lige at komme forbi til en god bøf hvis man er to eller fire personer, Den Tykke Kok ændrer sit koncept, og vil fremover udelukkende satse på selskaber og mad ud af huset, og tilbyder fra d. 1. marts ikke længere á la carte.
”Vores mængde af selskaber og mad ud af huset er steget støt gennem mange år, og nu har vi valgt at omstrukturere vores koncept, så vi fremover satser på to fronter, dels mad ud af huset og dels selskaber på 10 og opefter,” forklarer Flemming Bindesbøl fra Restaurant Den Tykke Kok, og fortsætter,
”Det her er en svær beslutning, men jeg har tænkt over det et år, og nu skal det være.”
Ud over selskaber og mad ud af huset vil Restaurant Den Tykke Kok jævnligt lave aftener med fx stegt flæsk, wienerschnitzel, familieaftener hvor der serveres tre slags kød med tilbehør, altså aftener hvor alle får den samme mad.
Restaurationslokalet som har en flot udsigt over Kalundborg Havn, vil fremover blive anvendt som selskabslokale hele dagen, så er man bare 10 personer så kan Restaurant Den Tykke Kok finde en løsning på god mad, både til frokost og aften.
Det er også Flemming Bindesbøl der står bag den nye burgerrestaurant Café Hangover i Elmegade, og her er successen så stor at der næsten er fuldt hus hver aften, derfor vil en del af personalet fra Restaurant Den Tykke Kok blive flyttet hertil, og ingen medarbejdere skal ud og finde et nyt job.