Blomsterbutik er flyttet ’hjem’

Tina Hansen har flyttet Østervang Blomster hjem til privatadressen på Helsingevej. Foto: Jens Nielsen

Af Jens NIelsen

Østervang Blomster er flyttet fra deres lokaler på Hovedgaden i Høng, og tilbage til Helsingevej i Gørlev, der hvor det hele startede.

For omkring 10 år siden startede Tina Hansen, Østervang Blomster hjemme på gården på Helsingevej, mellem Gørlev og Kirke Helsinge. Efter få år flyttede forretningen så til Hovedgaden i Høng, men nu er Østervang Blomster tilbage på Helsingevej, og mange af kunderne er heldigvis flyttet med, og nye er kommet til.

”Mange af vores faste kunder er flyttet med, og det er vi rigtigt glade for, men vi ser også rigtigt mange nye ansigter, og især kommer her mange sommerhusgæster,” fortæller Tina Hansen, der også leverer blomster og gaver direkte til døren hos kunderne, gennem sit medlemskab af Euroflorist.

Ud over flotte buketter, dekorationer og planter, findes der stadigvæk en række specialiteter, som chokolade, lakrids, speciel øl og vin, sammen med brugskunst, i butikken på Helsingevej.

Tina Hansen har også planer om at tilbyde kunderne både is og kolde drikke.

Tina Hansen har flyttet Østervang Blomster fra Høng til privatadressen på Helsingevej, for at få mere tid til mand, børn og børnebørn, og nogle kortere arbejdsdage.

Østervang Blomster, Helsingevej 39, Gørlev, har åbent mandag til fredag fra 12-17 samt lørdag fra 9-13.

Del