Vil det brede samarbejde henover midten

Fra venstre: Hans Munk (R), Stig Nielsen (R), Michael Augustine (R), Jesper Hansen (C), Ole Lauritzen (C) samt Jesper Wienmann Hansen (C). Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundvborg.dk

Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti Kalundborg indgår teknisk valgforbund. Det gør de, fordi de gerne vil skabe et godt og bredt samarbejde henover midten i en kommende kommunalbestyrelse.

Mindre rød og blå blok, mere samarbejde hen over midten, det er, hvad Radikale og Konservative i Kalundborg efterlyser og går efter. Derfor har de også netop indgået teknisk valgforbund, der betyder, at hvis man stemmer på ét af de to partier, og det ikke kommer ind, så får det andet stemmerne. Eller hvis det ene parti har et vist antal stemmer, men ikke nok til at sende en (mere) i kommunalbestyrelsen, så kan det andet parti bruge stemmerne. På den måde forhindrer partierne, at stemmerne går til spilde, og øger deres chancer for at komme ind. "Teknisk" valgsamarbejde betyder dog, at partierne ikke har lovet at støtte hinanden efter valget. 

Politisk frihed er intakt

”Det er jo ikke noget nyt med et valgforbund mellem partier, så stemmerne ikke går til spilde. På denne måde kan vi bruge hinandens stemmer. Sidste valg var vi i et større valgforbund, men de andre partier går til valg på at vælte den siddende borgmester, det gør vi ikke,” fortæller Jesper Wienmann Hansen, der er spidskandidat for Konservative Kalundborg til det kommende kommunalvalg i november.

Ole Lauritzen fra Konservative fortæller, at det ganske enkelt handler om samarbejde og brobygning: ”Nogle ting er vi enige om, andre ikke. Men et rent teknisk valgsamarbejde gør, at man har sin politiske frihed. Men derudover er der flere områder, som vi er enige om”

Vil have forbedringer på det sociale område

Hans Munk, der er spidskandidat for Radikale Kalundborg, understreger, at man, på nuværende tidspunkt, peger på nuværende borgmester Martin Damm (V) som borgmester, men at der skal ske en klar forbedring på det sociale område.

”Martin har gjort det godt. Men efter 12 år er der lidt for meget automatik over tingene. Vi skal gøre det bedre, hvor vi kan. Vi skal have forbedring på det sociale område uanset, hvor på den sociale rangstige, man befinder sig. Vi har en sund økonomi i kommunen, men det er ikke kun regneark og matematik, det er også mennesker, det drejer sig om,” siger han, og fortsætter: ”Vi vil gerne skabe et bedre fundament for kommunalbestyrelsen, og have uddelegeret mindre til administrationen. Vi vil en kommunalbestyrelse, der tør være med i afgørelserne – også om de svære valg. Vi skal have en langt bedre kommunikation mellem kommune og borger. Større åbenhed, og være bedre til at inddrage borgere. Klosterparken er en godt eksempel på, at det trænger vi til.”

Jesper Wienmann Hansen, der er spidskandidat for Konservative Kalundborg, mener også, at der helt grundlæggende er styr på tingene, men også han efterlyser mere fokus på trivsel for alle borgere: ”Der er grundlæggende styr på tingene, men vi skal styrke trivslen for den enkelte borger. Der skal forbedring til på det sociale område uanset, hvor på den sociale rangstige, man befinder sig.”

Formand for Det Konservative Folkeparti Kalundborg, Jesper Hansen, fortæller, at netop skole, ældre og kultur og fritid er noget af det, man gerne vil gøre mere ved. ”Vi ser forskelligt på flere ting, men vi er enige om ovenstående tre områder, når vi snakker de store linjer,” siger han.

Erhvervslivet buldrer derudad

De to partier er imidlertid ikke i tvivl om, at der mangler en del ting i kommunen. 

”Erhvervslivet buldrer derudad, men de andre ting fuser lidt ud,” siger Ole Lauritzen fra Konservative, og Michael Augustine supplerer: ”Vi skal gøre kommunen attraktiv også for bosætning, og det gør vi ikke kun med erhvervslivet.”

Men også administrationen og de mange medarbejdere i kommunen har de to partiers interesse og opmærksomhed: ”Hvorfor er der fx så mange medarbejdere i visse afdelinger i Kalundborg Kommune, der siger deres job op,” siger Hans Munk, og Stig Nielsen (R) slutter den: ”Medarbejderes ve og vel er vel også en målsætning i sig selv?”

Konservative Kalundborg peger på en borgerlig borgmester, men sætter ikke navn på. Radikale Kalundborg peger, på nuværende tidspunkt, på Martin Damm (V). De øvrige partier går til valg på at vælte den nuværende borgmester.

Del