AnnonceLuk annonce




Fremtidens vandforsyning skal kortlægges

23-03-2021

Tirsdag eftermiddag gik helikopteren i luften med det specielle udstyr, der skal lokalisere de bedste vanddepoter i jorden. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Forsyning er lige nu i gang med at lokalisere rent vand – de kortlægger nemlig fremtidens vandforsyning ved hjælp af en helikopter med særligt magnetisk udstyr. Tirsdag eftermiddag sendte de derfor en helikopter i luften fra Gammelrand i Svebølle.

Det er den jyske virksomhed SkyTEM Surveys ApS, der i den kommende uge skal kortlægge undergrunden på et ca. 112 kvadratkilometer stort område for Kalundborg Forsyning. Grundvandet i området er faktisk allerede kortlagt af staten, men siden staten kortlagde området, er teknologien avanceret betydeligt, og man ønsker derfor at benytte denne metode til at sikre sig, at man finder alle de gode steder med rent vand.

Ved hjælp af en helikopter, der flyver med en form for en stor 'ramme', sendes der magnetiske signaler ned i jorden, som påvirker de forskellige mineraler (ganske kort), og derfor er det muligt at se, hvad de forskellige jordlag består af helt ned til flere hundrede meters dybde.

”Vi er forhåbentligt færdige med undersøgelserne i denne uge, muligvis først mandag i næste uge. Vi har faktisk allerede kigget i nærområdet, på baggrund af boringer og vandværker, hvor der er gode prognoser for fornuftige grundvandsforekomster, og nu kommer vi det altså nærmere ved kortlægningen, der giver meget præcise målinger på, hvordan lagene i jorden er, og de begravede dale med det gode grundvand, fortæller Karsten Brunsgaard Rud, der er geolog og seniorprojektleder ved Kalundborg Forsyning, og fortsætter: ”Det er en metode, der er udviklet over de sidste 15 år, i øvrigt en teknologi, der er udviklet i Danmark. Vi håber netop at finde grundvandsmagasiner, der er i hvert fald 10 meter tykke. Grundvandsmagasinerne skal ydermere gerne være beskyttet af et godt lag ler, der beskytter vandet mod forurening.”

Hvis man, ved helikopterens og udstyrets hjælp, finder et godt område, vil Kalundborg Forsyning få foretaget prøveboringer, og der skal laves vandprøver. Helikopteren skal i løbet af den kommende uge flyve over et ca. 112 kvadratkilometer stort område, der strækker sig fra Ubby til Snertinge. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0