AnnonceLuk annonce




Julehygge på plejecenter

21-11-2020

Grethe på 92 år bor på Jernholtparken, og hun har, ligesom alle de andre beboere på plejecentret, fået en julekalender. Her er Grethe fotograferet sammen med julemanden. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I en tid, hvor mange arrangementer er aflyst, også for beboerne på plejecentrene rundt omkring, grundet COVID-19, blev der alligevel fredag skabt lidt julestemning på plejecentret Jernholtparken i Kalundborg. Her kom nemlig både julemanden og Meny Kalundborg forbi på parkeringspladsen med julekalendere og julesmåkager til de ældre.

På Jernholtparken har man besluttet at købe en julekalender til hver af beboerne på plejecentret, for at gøre det lidt ekstra hyggeligt i en svær tid, hvor COVID-19 sætter en stopper for langt de fleste ting. Julekalenderne er købt hos Meny Kalundborg, der oven i har sponsoreret julesmåkager og andre gode ting til plejecentret.

”Vi har besluttet at købe en kalender til alle beboerne, da alle arrangementer stort set er aflyst, og det er svært at finde på hyggelige juleting i forhold til alle restriktionerne. Men beboerne skal da mærke, at det snart er jul,” siger Tina Egekjær, der er aktivitetsmedarbejder på Jernholtparken, og fortsætter: ”Vi har fået julemanden til at komme og dele ud i forbindelse med, at Meny kom forbi med alle kalenderne. Vi kan desværre ikke alle sammen være herude grundet corona restriktioner, men så går julemanden med ind, og deler julekalenderne rundt til de ældre.”

Tina Egekjær fortæller, at det måske nok ser ud til at være en lille ting at få en julekalender, men det betyder faktisk rigtig meget for mange af de ældre. Grethe på 92 år, der bor på Jernholtparken har fx for første gang sidste år modtaget en julekalender, og hun synes, at det er hyggeligt.

”Jeg fik en julekalender første gang til jul sidste år. Der fandtes ikke den slags, da jeg var barn, og jeg har ingen børn, jeg selv skulle købe julekalender til. Så jeg er rigtig glad for, at jeg nu i en sen alder får julekalender,” fortæller en smilende Grethe.

Købmand Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny Kalundborg var selv ude og aflevere de mange julekalendere, og han fortalte i den forbindelse, at Meny ville komme igen den 23. december med noget lækkert til beboerne på plejecentret.

"Alle skal da have en god jul, og kan vi medvirke til det, gør vi det gerne," slutter Michael Skovgaard Rasmussen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0