AnnonceLuk annonce




Ka-net er klar med midlertidig løsning på tv-kanaler

16-12-2019

Ka-net kan ikke formidle Discoverys kanaler, som TV-signal fra 1. januar. De yder dog en anden god service.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Grundet tekniske udfordringer er det ikke muligt for Kalundborgegnens Antennelaug at formidle Discoverys kanaler, som TV-signal fra 1. januar. De yder dog en anden god service.

Kalundborgegnens Antennelaug har længe samarbejdet med YouSee, der nu har valgt at udskifte nogle af kanalerne i deres tv-pakker grundet uoverensstemmelser med Discovery Network. Medlemmerne hos Kalundborgegnens Antennelaug vil derfor få det nye kanaludbud fra YouSee fra den 1. januar. Det gælder de faste TV pakker og Bland Selv. Prisen for TV vil være uændret i første kvartal 2020 i forhold til 2019 priser. 

For de medlemmer som fortsat ønsker at se Discoverys kanaler, er Kalundborgegnens Antennelaug nødsaget til at henvise til streamingtjenesten Dplay fra Discovery. Prisen på streaming- tjenesten pr. måned krediteres hos Kalundborgegnens Antennelaug ved dokumentation for udgiften. Aftalen er gældende fra den 1. januar 2020 i en endnu ikke tidsbestemt periode. 

Vælger at kreditere medlemmer

”Vi arbejder fortsat på den fremadrettede løsning, og vil oplyse på hjemmesiden, når vi ved mere. Indtil da er krediteringen en service, vi vælger at give, men hvor længe vi gør det, ved vi endnu ikke. Vi ved jo heller ikke, om YouSee kommer overens med Discovery, de forhandler stadig. Indtil da kommer der andre kanaler fra YouSee, og vi justerer ikke prisen til januar, som vi plejer. Det kan vi ikke tillade os lige nu,” fortæller Ivan Thygesen, der er forretningsfører i Kalundborgegnens Antennelaug, og fortsætter: ”Vi har ikke haft mange opsigelser indtil nu, men der kommer nok nogle nu.”

Kanalerne fra Discovery Network, som det handler om, er: Kanal 4, 5, 6 og 9 samt ID, Animal Planet, Discovery, Discovery Science, Eurosport 1 og 2 og TLC. Alle de mennesker, der ser kanalerne på tv, og ikke har internet, har ikke mange muligheder, hvorimod andre kan benytte streamingtjenester i stedet, dog vil det blive en dyrere løsning.

Ved opsigelse af TV pakke

Inden juleferien hos Kalundborgegnens Antennelaug fredag den 20. december, skal alle opsigelser, der skal gælde fra den 1. januar 2020 være modtaget og registreret. Kontoret holder juleferie fra den 20. december 2019 til og med søndag den 5. januar 2020.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0