AnnonceLuk annonce




Skoleelever lærer, hvad julen handler om

09-12-2019

6.B fra Høng Skole var mandag formiddag forbi Medborgerhuset i Kalundborg for at aflevere 163 julegaver bl.a. til husets brugere. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Julen er lige om hjørnet, og 6.B fra Høng Skole har i dag været forbi Medborgerhuset i Kalundborg med sækken fyldt med julegaver. De ved nemlig godt, hvad julen virkelig handler om.

Den søde juletid er for mange forbundet med hygge, god mad, julelækkerier, pakkegaver, julegaver osv., men det er bare ikke alle, der har de samme muligheder for at gøre julen hyggelig for sig selv og/eller familien. 6.B fra Høng Skole vil derfor gerne gøre en forskel for nogle af de mennesker, der ikke har så meget, og de har i dag været forbi med 163 julegaver til Medborgerhusets brugere samt andre på diverse væresteder. 

Det er faktisk 5. år, at Høng Skole afleverer pakker til Medborgerhuset i Kalundborg, og igen i år har borgere og erhvervsdrivende i Høng været gavmilde. Marianne Madsen, der er daglig leder af Medborgerhuset i Kalundborg, tog imod de mange poser og sække med julegaver, og fortalte alle børnene, at rigtig mange mennesker er meget taknemmelige for deres hjælp. 

 

Mandag formiddag, da 6.B afleverede de mange julepakker, bød Medborgerhuset på risengrød og lasagne til alle børnene. Men først blev juletræet pyntet, og de mange julegaver sorteret, da der var samlet pakker ind til både voksne, børn og hunde. 

”Det er dejligt, at de skriver på, om pakken er til et barn eller voksen, mand eller kvinde - eller hund for den sags skyld, da det gør det meget lettere for os at dele de mange pakker ud, så alle får glæde af, hvad de modtager, og at de også i år har lavet til hunde, er der mange, der bliver glade for,” siger Marianne Madsen. 

I år er det den samme klasse, der også sidste år var forbi Medborgerhuset for at aflevere julegaver, de selv havde indsamlet, og juleprojektet er noget alle eleverne i klassen vægter som værende vigtigt.

”Børnene går meget op i det, og det er skønt at se. Det er også noget af en øjenåbner for dem. Men det er vigtigt. De bliver bevidste om, at nogle har det svært. Det her er den vigtigste læring. Livslæring. Vi kan præge dem til at gøre en forskel, og de lærer at tænke på andre mennesker,” fortæller Jeanette Christiansen, der er inklusionspædagog på Høng Skole, ligesom hun er kvinden, der fik idéen med, at en klasse på skolen kunne samle julepakker ind til Medborgerhuset for fem år tilbage.

6.B har samlet gaverne ind i Høng Centret, og folk har fået hjemmeleavet julepynt som betaling, præcis som de foregående år. Nogle har afleveret pakker, der er fint pakket ind, andre har afleveret ting, de gerne vil forære væk, og så har klassen selv sørget for at pakke tingene ind. Derudover har mange erhvervsdrivende i Høng Centret også bidraget i den gode sags tjeneste. 

”Gaverne er alt muligt. Vi har taget imod både nye og brugte ting, så længe det er i god stand. Der er fx hæklede tæpper, smykker, chokolade, kaffe, småkager, strømper, parfume, håndklæder, sutsko, drikkedunke og legetøj samt ting til hunden også,” fortæller Jeanette Christiansen.

Knap 100 mennesker til juleaften

Sidste år var der 95 gæster i Medborgerhuset i Kalundborg til juleaften, og alle fik en julegave efter den gode mad, som et hold af frivillige, udover Marianne Madsen og en mere fra Medborgerhuset, stod for. Udover juleaften er der også julefrokost i Medborgerhuset 1. juledag, hvor Føtex donerer madvarerne. 

”Gadeteamet kører rundt i kommunen med gaverne. Nogle går også til værestederne, og så selvfølgelig til dem, der kommer her.  Vi er meget taknemmelige for, at man på Høng Skole tænker på andre, og vi ved jo netop, at julen kan være en rigtig svær tid for nogle mennesker, og så varmer det altså, at nogle tænker på en” fortæller Marianne Madsen, og slutter:

”Sidste år var vi omkring 60 til julefrokost 1. juledag, forrige år omkring 70, så det er ikke kun juleaften, at det er særligt svært at være alene, det gælder hele julen.” 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0