AnnonceLuk annonce




Dialog med unge om god opførsel

27-06-2019

Cathrine Sinding fra Kultur og Fritid og Andreas Knudsen, der er SSP koordinator, har de sidste par dage været forbi mange skoler i Kalundborg for at snakke med de kommende 8. og 9. klasser om, hvordan man opfører sig i det offentlige rum. Her er de på besøg på Kalundborg Friskole. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

SSP i Kalundborg har i de sidste par dage inden sommerferien besøgt mange skoler i Kalundborg i forbindelse med, at de gerne vil tale med de kommende 8. og 9. klasser om, hvordan man opfører sig i det offentlige rum.

Cathrine Sinding fra Kultur- og Fritid i Kalundborg Kommune og Andreas Knudsen, SSP koordinator, har de sidste par dage været rundt på Nyrupskolen, Skolen På Herredsåsen, Tømmerup Friskole, Kalundborg Friskole samt Rynkevangskolen i forbindelse med, at de har nogle udfordringer med unges opførsel på offentlige områder, herunder for øjeblikket særligt Kalundborg Havnepark.

”Det kunne lige så godt være et andet sted i kommunen, men det handler om, hvordan man opfører sig i det offentlige rum, og som mange af jer sikkert ved, har vi haft en del problemer i havneparken med hærværk, skrald og ballade. Derfor vil vi gerne høre jer lidt om, hvad I tænker omkring opførsel i det offentlige rum. Det er bestemt ikke, fordi vi tror, at det lige er jer, der laver hærværk og ballade, men vi vil gerne snakke med alle jer unge i kommunen, så I kan være med til at påvirke positivt, hvis I opholder jer de forskellige steder, herunder havneparken,” siger Andreas Knudsen.

Der er konsekvenser 

Andreas Knudsen påpeger også, at der ikke er en uudtømmelig pengekasse, der bare klarer sagerne, hvis man ødelægger området. Samtidig understreger han dog, at langt de fleste heldigvis kan finde ud af at opføre sig ordentlig, og at nogle måske kommer til at ødelægge ting, hvor hensigten ikke har været at ødelægge dem. Derfor er det også vigtigt for Kalundborg Kommune, at de unge kender konsekvenserne, hvis man ikke opfører sig ordentligt. Endvidere opfordrer han til, at man ringer til politiet, hvis man overværer hærværk eller slåskamp. 

”Vi oplever glasskår, der ligger på legepladsen, så børn skærer sig, når de leger. Det kan være en engangsgrill på en ny terrasse, der ødelægger brædderne, eller der bliver banket kapsler mellem brædderne, som er umulige at få op. Ligesom der ligger skrald alle vegne. Det her er sagt med tanke på, at man måske laver noget, der ikke er ment som hærværk, men bare tankeløshed, der ender med at koste mange penge. Men oplever man hærværk eller andet, der er grænseoverskridende, fx nogle der slås, bør man kontakte politiet. De er forpligtiget til at komme,” fortæller han. 

De unge på Kalundborg Friskole blev præsenteret for forskellige dilemmaer eller statements, som de skulle tage stilling til. Derefter skulle de unge argumentere for, hvorfor de traf netop den beslutning.

Cathrine Sinding og Andreas Knudsen fortæller endvidere, at de, efter sommerferien, skal ud til de fleste andre skoler i kommunen, hvor de altså nåede de fleste skoler i Kalundborg inden ferien. 

Det kan koste på pengepungen

Andreas Knudsen fortæller ydermere om lovgivningen mht. bøder. Hvad det fx koster, når man kaster skrald eller flasker, hvis man råber grimme ting efter andre mennesker eller spiller høj musik, der generer andre mennesker. 

”I skal vide, at det kan få konsekvenser, når man ikke opfører sig ordentligt i det offentlige rum. Fx kan man få en møde på mellem 1.000 og 3.000 kr. , hvis man smider skrald, ligesom man kan få taget sin Boom Blaster, hvis man ikke skruer ned, når man bliver bedt om det, fordi det generer andre mennesker,”siger han. 

Saml skrald og vind præmie

Skrald er et stort problem i Kalundborg Havnepark, og derfor henstiller Cathrine Sinding og Andreas Knudsen også til, at man selv tager ejerskab i området. At man selv rydder op efter sig. De understreger begge, at passer alle ikke på de offentlige områder, herunder havneparken, er de der ikke i fremtiden, for så er de ødelagte. Hensigten er, at vise de unge, at det er cool at samle skrald – at rydde op efter sig.

”Jeg tror, det er vigtigt at få italesat, at det ikke er pinligt over for kammeraterne, at man rydder op efter sig og samler sit skrald – eller lige samler andres op, hvis de ikke selv har kunne finde ud af det,” siger Cathrine Sinding.

Cathrine Sinding fortæller ydermere, at man i Kalundborg Kommune nu vil lave en konkurrence, hvor de unge kan vinde præmier for at samle skrald.   

”Der kommer et lille skur, hvor man kan låne handsker og poser, og hvor man efterfølgende kan aflevere affald i en stor affaldscontainer. Måske det kan motivere, når man kan vinde en præmie for at samle affald,” siger Cathrine Sinding.

Til slut fik eleverne mulighed for at komme med forslag til, hvad de synes, der skulle være anderledes i havneparken, ligesom de fik af vide, at de altid var velkomne til at skrive en mail med forslag til Cathrine Sinding.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0