AnnonceLuk annonce




Folkemøde med aktiviteter for hele familien

16-05-2019

Arkivfoto fra Folkemøde Kalundborg i Høng 2018. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Folkemøde Kalundborg i Høng er på trapperne, og arrangørerne håber på en folkefest. Der er nemlig lidt for enhver smag, når der er Folkemøde i Høng lørdag den 25. maj, hvor både små og store er velkomne, og det hele ikke kun handler om politik.

Der er selvfølgelig de sædvanlige politiske debatter, når der afholdes Folkemøde i Høng lørdag den 25. maj, men derudover er der også arrangementer med Høng Løbeklub, folkedans, børnekræmmermarked, underholdning for børnene i form af Popsi & Krelle og intet indre end et cirkustelt, hvor Ung Kalundborg har deres stand. Ligesom både gårdbutikker, foreninger og kunsthåndværkere har boder til folkemødet.

I år afholdes Folkemøde Kalundborg i Høng på parkeringspladsen ved Høng Centret, hvor der bliver liv og glade dag hele lørdagen, og der er ingen tvivl om, at også den politiske debat vil være heftig, da der er valg til Europa-Parlamentet dagen efter folkemødet.

Igen i 2019, er det John Højbusk, initiativtager til Folkemøde Kalundborg i Høng, der er tovholder for arbejdsgrupperne. Det er i øvrigt femte år, at der bliver afholdt Folkemøde i Høng, og folkene bag glæder sig til at lave det hele lidt anderledes i år og synes, at de har styr på det hele efterhånden.

”Vi synes faktisk, at vi har styr på hele arrangementet. Vi har gennemgået det hele grundigt, og det ser ud som om, at der er styr på alt. Derudover er vi rigtig glade for, at vi har 75 stande i år, hvor vi havde 50 sidste år. Vi får nok også et par mere lige her til sidst. Men vi mixer det godt i år med noget for enhver, og vi er meget glade for samarbejdet med både kommune og Høng Centret,” siger John Højbusk. 

En folkefest

John Højbusk understreger, at det stadig er et folkemøde med de vanlige politiske debatter osv., men at de meget gerne vil lave det til en folkefest også. Derfor er konceptet anderledes i år. Man kan selvfølgelig møde de politiske partier og få en dialog med de lokale politikere, måske diskutere udviklingen i Kalundborg, ligesom man kan møde de lokale foreninger og være med til at sætte dagsordenen i sit lokalsamfund. Derudover altså også blive underholdt på forskellig vis, eller kigge i de mange stande.

”Det er et folkemøde, hvor der er politik på programmet, hvor man diskuterer, hvad der sker lokalt i Kalundborg, men det er også en folkefest,” understreger han.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0