AnnonceLuk annonce




Valgte rigtigt ved et tilfælde

05-03-2021

Michael Nielsen har kørt bubysser i Kalundborg i 33,5 år, men kører sin sidste rute på torsdag. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard

62-årige Michael Nielsen har kørt Kalundborgs bybusser i 33 år og fem måneder, når han stopper torsdag den 11. marts, hvor han kører sin sidste tur som buschauffør. Han har været utrolig glad for sit job, og selv om han er helt sikker på, at han kommer til savne sit job, er det nu på tide, at give plads til alle de andre ting, der er vigtige i livet.

Torsdag den 11. marts kl. 18.15 kører Michael Nielsen fra busstationen i Kalundborg på sin sidste tur langs ’kysten’, som ruten bliver kaldt. Det er yndlingsruten, og dermed den helt rigtige måde at slutte 33,5 år som buschauffør på. Hvis man kaster et øje på buschaufføren med det viltre hår, og man ellers har tilbragt sin barndom i Kalundborg, har man højst sandsynlig også mødt ham en gang eller to i en af bybusserne.

Fra jurastudie til buschauffør

Oprindeligt læste Michael Nielsen jura, men blev lidt studietræt, og tog derfor et job, som buschauffør tilbage i 1987. Planen var, at han, på sigt, skulle læse videre samtidig med, at han kørte bus i weekenden. Men han kom aldrig tilbage til jurastudiet, for han blev så glad for sit job som buschauffør, at han valgte at blive hængende.

”Jeg manglede kun et år af jurastudiet, og det er vel dumt, at jeg aldrig blev færdig, men jeg tror nu ikke, at jeg var blevet lykkeligere af den grund. Sådan er skæbnen nogle gange. Jeg havde det store kørekort fra Civilforsvaret, og tænkte, at jeg kunne køre bus som studiejob. Men ting sker, og jeg kom aldrig tilbage til studiet. Jeg kunne mærke, at jobbet var det rigtige for mig lige fra begyndelsen,” fortæller Michael Nielsen.

Michael Nielsen kom til Kalundborg sammen med sin hustru i 1987, hvor Michael Nielsen blev ansat hos Bolls Busser, hvor han var frem til 1996. Herefter var arbejdsgiveren Dito frem til 2013, og i dag altså Arriva, men jobbet har gennem alle årene været det samme – buschauffør i Kalundborgs bybusser.

Tiderne skifter

Michael Nielsen fortæller, at mange flere ældre kørte rundt med bybusserne i gamle dage, hvilket han holdte meget af, fordi det betød alverdens historier fra bl.a. lokalsamfundet.

”Det var meget hyggeligt dengang. Det sker desværre ikke så ofte længere. Det er nok blevet lidt kedeligere at køre bus i dag med alle reglerne. Man må egentlig heller ikke snakke med chaufføren under kørsel, men det har man nu altid måtte med mig. Det er jo alle de forskellige mennesker, der gør jobbet hyggeligt og sjovt. Alle historierne og samtalerne med både børn og voksne. Uden dem havde jobbet ikke været sjovt. Jeg kommer til at savne jobbet, kollegerne og ikke mindst passagererne.”

Tid til alt det andet

Men alting har som bekendt en ende, og efter godt 33 år slutter Michael Nielsens arbejdsliv, og han skal fremover bruge mere tid sammen med sin kone, på sit hus og have samt sine to hunde. I en tid med COVID-19 er det lidt svært at markere afslutningen på en æra, når Michael Nielsen stopper med at køre busser i Kalundborg på torsdag. 

”Det er lidt underligt, at man ikke kan markere det med lige at mødes osv. Flere af mine kollegaer har ligefrem truet med et knus,” slutter Michael Nielsen grinende af med at sige.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0