AnnonceLuk annonce




Video: Politiet på bar bund efter søndagens skyderi

24-02-2020

Tekst, foto og video: Jens Nielsen

Politiet fik søndag en anmeldelse om skyderi på Klosterparkvej i Kalundborg. Fire personer blev anholdt i sagen, men er efterfølgende blevet løsladt og politiet er indtil videre på bar bund i sagen.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog en anmeldelse fra vidner, som kunne høre skud på Klosterparkvej, klokken 16.57 søndag eftermiddag.

Politiet var talstærkt tilstede med flere patruljer, og et større område blev afspærret med politiets markeringsbånd, lige som øverste del af Klosterparkvej blev afspærret for al trafik, og der blev indsat politihunde til at lede efter spor.

Efterfølgende anholdte politi fire unge mænd, der kørte i en bil, som skulle været set forlade området efter skyderiet. Mandag formiddag oplyser politiet dog, at de fire unge mænd alle er løsladt igen.

Politiet er dermed på bar bund i sagen.

”Vi ved ikke på nuværende tidspunkt hvem der har skudt og hvad der er skudt efter, de fire mænd som var anholdt var meget lidt meddelsomme, og derfor er de løsladt igen,” fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Søndagens skyderi er foregået på selve Klosterparkvej ud for den første af de grå boligblokke i Sct. Olaiparken, og på stedet har politiet fundet fem patronhylstre.

Der er ingen meldinger om at nogen eller noget skulle være blevet ramt i forbindelse med skyderiet.

Politi søger vidner

Politiet vil mandag eftermiddag mellem klokken 12.00 og 15.00 være til stede i området ved Rema 1000 på Klosterparkvej i Kalundborg. Og her hører man gerne fra vidner, der mener at kunne bidrage med oplysninger i sagen. Politiet kan også kontaktes på telefon 1-1-4.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0