Workshop med fokus på trivsel og motivation

Workshop med fokus på trivsel og motivation

På EUC Nordvestsjælland er der stort fokus på elevernes trivsel, og at eleverne gennemfører deres uddannelse på bedstevis.

Derfor har EUC Nordvestsjællands mentorer, der hjælper eleverne og støtter dem, der hvor de har brug for hjælp og støtte. Mentorerne giver bl.a. eleverne SPS-støtte og hjælper dem med hvordan de kan strukturere deres skolearbejde.

Skolens stærke mentorteam er på alle EUC Nordvestsjællands afdelinger i Holbæk, Odsherred og Kalundborg, og de udfører et stort arbejde hver dag, oplyser EUC Nordvestsjælland i en pressemeddelelse.

I denne uge blev alle mentorer og studievejledere samlet til en inspirerende workshop på Processkolen i Kalundborg. Workshoppen havde fokus på det, som mentorerne gør hver dag, at hjælpe unge mennesker og skabe trivsel.

Workshop med fokus på trivsel og motivation

Vicedirektør Malene Grandjean bød mentorerne velkommen, hvorefter det første oplæg kom fra centerchef for Headspace Kalundborg Mette Truesen.

Mette Truesen afholdt et utrolig spændende oplæg, der satte gang i en masse tanker hos mentorerne. Disse tanker drøftede mentorerne i et lille debatindslag faciliteret af Mette, oplyser EUC Nordvestsjælland.

Derefter blev det tid til et oplæg af centerleder Camilla Hutters for Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Københavns Professionshøjskole. 

Camilla Hutters satte fokus på de unges motivation, og hvad der kan påvirke denne.

Vicedirektør Malene Grandjean fortæller:

”Trivsel og motivation kommer før rigtig mange ting og hænger sammen med læring. Det kan nemlig være rigtig svært at lære noget under sit uddannelsesforløb, hvis man ikke trives, og derfor havde vi fokus på unges trivsel og motivation på vores tværgående mentorworkshop.

Det var to utrolig tankevækkende og inspirerende oplæg af Mette Truesen og Camilla Hutters, som gav mentorerne en masse nye input, som de kan bruge i deres daglige arbejde med de unge på EUC Nordvestsjælland og på Odsherreds Gymnasium.”

Del