Voldtægt: Kvinden set på overvågning

Politiet efterforsker nu sagen som voldtægt, hvorfor kvinden er blevet undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb.

Voldtægt: Kvinden set på overvågning Politiet har undersøgt flere områder med hunde, bl.a. i Kordilgade. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Politiet efterforsker fortsat en sag om muligt voldtægt i området omkring Kordilgade natten til søndag. Overvågning i området kan måske hjælpe politiet.

Søndag aften kl. 21.04 anmeldte en 18-årig kvinde fra Holbæk kommune, at hun tidligt søndag morgen omkring kl. 05.00 efter en bytur havde forladt en beværtning i Kordilgade. Herefter var hun blevet udsat for en seksuel krænkelse af en mand på et ukendt sted i området omkring Kordilgade og på et ukendt tidspunkt, inden et ægtepar kl. ca. 08.15 søndag morgen fandt kvinden på en bænk i Kordilgade. 

Politiet efterforsker nu sagen som voldtægt, hvorfor kvinden er blevet undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb.

Politiets hunde har efterfølgende søgt efter spor både søndag aften og noget af mandagen.

”Vi har på nuværende tidspunkt ingen mistænkte eller sigtede i sagen, men det vi har gjort er, at hundepatruljer har søgt efter spor i Kordilgade, i en baggård hvor vi har en formodning om at den 18-årige har opholdt sig, men også i de grønne områder omkring Møllebakken og parken bag Kalundborg Gymnasium. Så har vi gennemgået video fra de tryghedsskabende kameraer som sidder i Kordilgade, og de spor arbejder vi videre med,” fortæller Charlotte Tornquistkommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, og fortsætter,

”Vi har fået klarlagt at hun har opholdt sig i Kordilgade, så nu er vi ved at få undersøgt hvem kvinden har været sammen med og i hvilken sammenhæng, bl.a. vil vi gerne have identificeret de personer hun går sammen med på overvågningsbillederne.”  

Politiet efterforsker bl.a., også hvor kvinden har opholdt sig fra hun kl. 05.00 forlader en beværtning til hun bliver fundet kl. 08.15 søndag morgen, og politiet vil derfor gerne i kontakt med personer som har været sammen med eller i kontakt med kvinden natten til søndag eller har set noget mistænkeligt.

Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Del