Virksomhed som tager et socialt ansvar blev hyldet
”Virksomheden som i år har vundet CSR-Prisen er kendetegnet ved at udvise tilbagevendende og stor forståelse og respekt for det enkelte menneske uanset situation."
Af Jens Nielsen
Torsdag hyldede Kalundborg Jobcenter en lokal virksomhed, der går en ekstra mil for at hjælpe ledige borgere ind på arbejdsmarkedet. Eventet bliver holdt med et særligt fokus på, hvordan man kan inspirere og fastholde de unge.
Hvert år gør en række lokale virksomheder en særlig indsats for at hjælpe ledige borgere ind på arbejdsmarkedet. De går den ekstra mil, er fleksible i forhold til arbejdstider, opgaver og måder at samarbejde på, så det passer til den enkelte.
Det er en vigtig indsats og hele baggrunden for, at Kalundborg Jobcenter torsdag eftermiddag fejrede de lokale CSR-helte på Dyrehøj Vingaard sammen med en lang række af virksomhedsejere og deres medarbejdere.
Det blev den lokale virksomhed Normal Kalundborg som vandt CSR-prisen 2024.
Inden Tina Beck-Nilsson, formand for Unge- og Beskæftigelsesudvalget i Kalundborg Kommune, uddelte prisen, læste hun indstillingen op for de mange fremmødte.
”Virksomheden som i år har vundet CSR-Prisen er kendetegnet ved at udvise tilbagevendende og stor forståelse og respekt for det enkelte menneske uanset situation. Det er en virksomhed, der investerer i at gøre alle forløb relevante og trygge for den enkelte, så den ledige kommer godt videre i enten job i virksomheden eller et andet sted. Intet er for stor en udfordring og der tænkes både i psykiske og sociale udfordringer. Butikschefen for de ansatte udviser et stort engagement og en helt fantastisk ro og stabilitet i og omkring udvikling af nye medarbejdere. Virksomheden har gennem 2024 haft 15 borgere i virksomhedspraktik. Alle forløb er gennemført på trods af vidt forskellige borgerprofiler og ikke mindst resurser."
Butikschef for Normal Kalundborg, Mille Dyrby, fik overrakt prisen sammen med et par af de i alt 17 medarbejdere, som er ansat i Normal Kalundborg.
”Det er megafedt, jeg er meget stolt. For mange af de unge er det deres første job og det er dejligt at kunne få lov til at motivere dem, jeg kan godt lide det,” fortæller Mille Dyrby efter CSR-prisen var uddelt.
CSR er en forkortelse for Corporate Social Responsibility og er en betegnelse for virksomheders arbejde med at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres daglige arbejde.
“Vi er så privilegerede i Kalundborg Jobcenter, at vi hver dag samarbejder med en række lokale virksomheder, der er villige til at gå langt for at hjælpe de ledige borgere, der står på kanten af arbejdsmarkedet. De udviser en stor forståelse og rummelighed for den enkelte og rækker ud til os som jobcenter. Det vil vi gerne hylde,” fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard.
Eftermiddagen bød også på et spændende foredrag af Chris MacDonald med et særligt fokus på, hvordan man i fællesskab kan hjælpe de unge i job eller uddannelse.
Erfaring med at være ungementor
Vejen ind i voksenlivet kan være vanskelig - især når den unge skal finde ud af, hvordan man omsætter sine drømme og tanker til virkelighed. Der kan det gøre en stor forskel, at man har en rollemodel at kunne gå til.
Sådan en rollemodel er Brian Quist Jakobsen, der er Senior Sales & Business Development Manager hos Intertek. Til eventet fortalte han om sine erfaringer med at være erhvervsmentor for en ung og gjorde deltagerne klogere på, hvordan deres virksomhed kan gøre en forskel.