Vinderbillede: Vis os dit friluftsliv

Vinderbillede: Vis os dit friluftsliv Det flotte vinderbillede fra Naturpark Åmosen er fotograferet af Jesper Manolo ved krible krable broen i Tissø.

Af Jens Nielsen

325 flotte billeder fra Danmarks 14 Danske Naturparker og pilotnaturparker. Det har Friluftsrådet modtaget i en stor fotokonkurrence, som nu er afsluttet, og vinderne er fundet. Et af vinderbillederne er fra Tissø i Naturpark Åmosen.

Danmark er et yndigt land. Med masser af smuk natur og mulighed for storslåede friluftsoplevelser.

Hvis man er i tvivl om det, kan man bare tage et kig på de 325 billeder, der er kommet ind i Friluftsrådets store fotokonkurrence "Vis os dit friluftsliv". 

Alle billederne er taget i de 14 Danske Naturparker og pilotnaturparker, som ligger over hele landet og er en særlig mærkningsordning under Friluftsrådet, som bl.a. betyder, at der er 50 procent beskyttet natur i parken, samt masser af muligheder for friluftsliv.

Konkurrencen er nu afsluttet, og de 14 vindere kåret - en for hver af de naturparker og pilotnaturparker, som Danmark havde i efteråret 2021, da konkurrencen kørte. 

Det flotte vinderbillede fra Naturpark Åmosen er fotograferet af Jesper Manolo ved krible krable broen i Tissø.

Et af de vægtige kriterier for udvælgelsen af vinderbillederne er, at der er mennesker på. Det har mange af deltagerne lyttet til, blandt andet Jan Christensen, som står bag vinderfotoet fra pilotnaturpark Ringsted, og som har ledsaget sit billede med teksten: "Et møde med tørstige og nysgerrige køer."

"Vi er meget glade for, at så mange har ønsket at vise os deres friluftsliv fra Danske Naturparker. Det understreger, at udover den mangfoldige natur vi har i Danmark, er der rige muligheder for at dyrke meget forskelligt friluftsliv i parkerne," siger projektleder for Danske Naturparker i Friluftsrådet, Sven-Åge Westphalen. 

Det er de enkelte naturparker, der har udvalgt vinderbilledet samt en række runner ups for deres område. 

Find billeder af vinderne og runner ups HER

Del