Vind i håret og kaffe i kirken

Inden cykelpiloterne trådte i pedalerne, var der is til alle på parkeringspladsen foran plejecentret

Vind i håret og kaffe i kirken Onsdag eftermiddag cyklede cykelpiloter fra Cykling Uden Alder Kalundborg med beboere fra Plejecenter Loch Ness således, at også de kan få lidt vind i håret. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag eftermiddag cyklede en gruppe frivillige fra Cykling Uden Alder Kalundborg med beboere fra Loch Ness Plejecenter i Tømmerup. De skulle nemlig have vind i håret og en kop kaffe ved Ubberup Kirke.

De cyklede turen i 2019, og beboerne på plejecentret elskede det. Planen var derfor, at de skulle gøre det igen i 2020, men COVID-19 fik desværre sat en stopper for den fornøjelse. Heldigvis er både cykelpiloter fra Cykling Uden Alder, beboere og plejepersonalet igen klar til at få lidt vind i håret. Hvilket de alle fik, da de cyklede en frisk tur med beboere fra Loch Ness Plejecenter onsdag eftermiddag.

Inden cykelpiloterne trådte i pedalerne, var der is til alle på parkeringspladsen foran plejecentret. Når de fine røde rickshaws når Ubberup Kirke, får alle serveret kaffe, inden de cykler tilbage mod plejecentret igen. Ruten afhænger af, om vejret holder.

Cykling uden alder er et projekt, hvor hundredvis af frivillige cykler rundt med de ældre på landets plejecentre i rickshaws, så også de mennesker, der ikke selv kan cykle, får lidt vind i håret. Formålet med ’cykling uden alder’ i Kalundborg Kommune er, at skabe relationer på tværs af alder og borgergrupper, men også at skabe sunde rammer, så både sundhed og trivsel er i fokus. Foreningen ’cyklingudenalder.dk’ startede i 2013.

Del