Vin- og tapasbar føler sig godt taget imod

De åbnede dørene i september sidste år, og siden da har mange kalundborgensere samt gæster udefra besøgt det hyggelige sted på havnen i Kalundborg.

 Vin- og tapasbar føler sig godt taget imod
Hanne Dyremose, til venstre, der ejer Kork Vin- og Tapasbar føler, at Kalundborg har taget godt imod dem. Her sammen med Bettina Newberry, restaurantchef. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kork Vin- og Tapasbar åbnede dørene den 28.september sidste år, og siden da har mange kalundborgensere samt gæster udefra besøgt det hyggelige sted på havnen i Kalundborg.

Hanne Dyremose, der ejer Kork Vin- og Tapasbar føler, at Kalundborg har taget godt imod dem, og de har haft mange gæster i lokalerne siden september 2024, hvor de åbnede dørene for første gang i den nyrestaurerede bygning lige over Kalundborg Havnepark.

”Vi føler os taget rigtigt godt imod, og det hele er sådan set gået, som planlagt. Oktober var en rigtig god måned, folk var nysgerrige og kom forbi for at smage vores mad og vin. December var også en virkelig god måned, og januar og februar har været lidt mere stille, men det var også, hvad vi forventede. Nu begynder der lige så stille at ske mere i takt med, at foråret er godt på vej,” fortæller Hanne Dyremose, og fortsætter: ”Flere og flere booker også vores festlokaler til fødselsdage osv., ligesom vi har en del mødeaktivitet om dagen hernede fra lokale virksomheder. Så det hele går efter planen.”

Udemiljø på vej

Foran Kork Vin- og Tapasbar er der plads til at lave et hyggeligt udeområde, og det arbejdes der lige nu på.

”Det er egentlig kommunen, der ejer området udenfor, men vi har en god dialog med kommunen og har fået lov at benytte det, og nu er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi bedst muligt laver et hyggeligt udeområde til vores gæster. Vi skal skærme af på en eller anden måde både for vinden, men også for vejen. Men Der kommer helt sikkert en eller anden form for udeområde med udeservering i løbet af foråret,” fortæller Hanne Dyremose.

Brunch om søndagen

Lige nu er der fire fuldtidsansatte på vinbaren og der er netop blevet ansat ti unge, der skal læres op, og som til sommer skal have flere vagter end, hvad tilfældet er lige nu. Kork Vin- og tapasbar har lige nu lukket søndag og mandag, men fra søndag den 23. marts holder de åbent om søndagen, hvor de serverer brunch og frokost. I maj vil vinbaren ligeledes holde længere åbent.

”Vi holder nok fortsat lukket mandag, men søndag er inden længe også en dag, hvor vi holder åbent. Og så er vi jo meget fleksible. Hvis man fx ringer til os, og gerne vil have en gruppe ind til et arrangement en dag, hvor vi har lukket, så finder vi ud af det. Ligesom køkkenet lige nu har lukket fra kl. 19.30, men det betyder ikke, at man ikke kan booke bord lidt senere, hvis vi bare ved det i forvejen. Man skal bare ringe til os, så finder vi oftest en løsning,” siger Hanne Dyremose.

Arbejder på event program

Der er i øvrigt forskellige arrangementer på vin-og tapasbaren, bl.a. har de lavet påskearrangement med særlige platter, hvor man deler maden. Derudover kan Kork Vin- og Tapasbar også tilbyde diverse wine and dinner arrangementer med det første arrangement den 13. marts, hvor der er international Riesling dag.

”Vi er begyndt stille og roligt at arbejde på vores event program, så der også bliver noget kulturelt at byde på. Vi har bl.a. hyret et band til at spille lørdag i byfestugen og laver forskellige wine and dinner arrangementer,” slutter Hanne Dyremose af med at fortælle.

Man kan nu også bestille take away fra vinbaren i Kalundborg. Man kan se menuen på deres hjemmeside.

Del