Vil vaccinere 160.000 borgere om ugen

Den forøgede kapacitet opnås blandt andet i kraft af en særlig indsats fra de praktiserende læger, kommuner, private aktører og en hel række andre partnere

Vil vaccinere 160.000 borgere om ugen

Region Sjælland og samarbejdspartnere er i gang med den største opskalering af vaccinationsindsatsen, siden Corona-pandemien brød ud. Allerede nu bliver der løbende lagt tusindvis af nye tider ud, og i løbet af den kommende uge vil 160.000 borgere kunne blive vaccineret – om ugen. Den kraftige forøgelse kommer i forlængelse af meldingen fra Sundhedsstyrelsen om at fremrykke det tredje stik.

I løbet af den kommende uge vil Region Sjælland og samarbejdspartnere være i stand til at vaccinere 160.000 borgere om ugen. Den forøgede kapacitet opnås blandt andet i kraft af en særlig indsats fra de praktiserende læger, kommuner, private aktører og en hel række andre partnere, skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

- Vi står over for en kæmpe samfundsopgave, som vi kun kan løse i samarbejde med alle gode kræfter. Tak til alle, der med meget kort varsel har meldt sig klar til at yde en ekstraordinær indsats til gavn for borgerne, siger regionrådsformand Heino Knudsen.

Der lægges løbende tusindvis af nye tider ud, og borgerne vil have flere muligheder for at blive vaccineret. Udover regionens vaccinationscentre kan vaccination – som noget nyt for voksne - nu også finde sted hos en praktiserende læge.

- Selvom der nu er tale om vaccination i hidtil uset skala, vil tilgængelighed og nærhed stadig være det grundlæggende princip for vaccinationsindsatsen i Region Sjælland, siger Heino Knudsen, der sender en særlig tak til de 154 praktiserende læger i Region Sjælland, der har meldt sig klar.

- Og så vil vi række ud til apotekerne for at skabe yderligere et nært tilbud, oplyser regionrådsformanden.

Tredje stik fremrykkes

Sundhedsminister Magnus Heunicke og Sundhedsstyrelsen har netop meddelt, at fra og med mandag kan alle personer fra 40 år og opefter få det tredje stik mod Covid-19 fire en halv måned efter andet stik. Den hurtige fremrykning kan kun lade sig gøre, hvis regionerne, inklusive Region Sjælland, bliver i stand til at vaccinere mange flere borgere end hidtil:

- Som de nationale myndigheder har understreget, er smittetrykket bekymrende højt, og også i Region Sjælland vil vi gøre alt, hvad der er muligt, for at få epidemien under kontrol. Jeg kan kun opfordre borgerne til at gøre brug af de vaccinationsmuligheder, vi tilbyder, siger Heino Knudsen.

Regionsrådsformanden håber samtidig på forståelse for, at ikke alle borgere – til trods for den enorme opskalering - vil kunne få en tid i løbet af de første dage, ligesom han opfordrer til, at alle borgere booker tid i forvejen i stedet for at møde op i et vaccinationscenter uden forudgående tidsbestilling.

- For at skabe bedst muligt flow ved vaccinationsstederne for alle borgere, opfordrer jeg alle til at booke tid i forvejen før vaccination. Hvis det er mere end 4,5 måned siden, man har fået 2. stik, vil man de næste dage kunne booke tid på vacciner.dk, også selv om man ikke skulle have modtaget brev i e-boks, siger Heino Knudsen.

FAKTA

Book tid
- Region Sjælland og samarbejdspartnere vil i løbet af den kommende uge være klar til at vaccinere 160.000 borgere om ugen.
- Region Sjælland opfordrer til, at man booker en tid i forvejen i stedet for at møde op uden tidsbestilling.  

Vaccination hos praktiserende læger
- 154 praktiserende læger har tilmeldt sig ordningen, hvor de nu vaccinerer både børn og voksne.
- Borgerne kan logge ind på de lægeklinikker, der er tilknyttet, via regionens hjemmeside.  Herfra fremgår det af de praktiserende lægers hjemmesider, hvordan man kan booke tid.  

Forudsætninger for forøget kapacitet
- Den forøgede kapacitet opnås bl.a. i kraft af en særlig indsats fra de praktiserende læger, kommuner, private aktører og en hel række andre partnere.
- Region Sjælland har vaccinationstilbud i 10 såkaldte ”high flow” vaccinationscentre placeret i byerne Roskilde og Roskilde Skalstrup, Slagelse, Holbæk, Næstved, Køge, Nykøbing F, Nakskov, Ringsted og Greve. Her vaccineres alle ugens 7 dage.
- Regionens betjener 7 af de 10 high flow centre.
- De private leverandører Practio, MedFlex og VaccineDanmark betjener 3 af regionens 10 high flow centre.

Del