Vil starte madoase i Kalundborg - men mangler lokale

Maden donerer diverse supermarkeder gerne, og frivillige hænder til at hjælpe ser det heller ikke ud til at mangle, mens lokaler til at uddele maden fra, er den virkelige udfordring.

Vil starte madoase i Kalundborg - men mangler lokale Frivillige vil åbne madoase i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De fleste ved, at der bliver smidt rigtig meget mad væk fra supermarkederne rundt omkring i det ganske land, og madoaser, hvor man kan komme forbi og hente mad gratis, er dukket op flere og flere steder. Stigende fødevarepriser gør det heller ikke lettere for de familier, hvor pengene er små.

Senest er Madoasen, som er uddelingssted for foreningen Stop Spild Lokalt for Høng og omegn, blevet til. Men Linda Strand mener også, at Kalundborg har brug for en madoase, og vil derfor gerne starte en sådan. Maden donerer diverse supermarkeder gerne, og frivillige hænder til at hjælpe ser det heller ikke ud til at mangle, mens lokaler til at uddele maden fra, er den virkelige udfordring. Derfor håber Linda Strand nu, at der findes nogen i lokalsamfundet, der kan hjælpe.

Ikke store krav til lokale

”Vi vil gerne starte en madoase i Kalundborg også, og det synes supermarkederne i Kalundborg er en rigtig god ide. Ligesom mange har meldt sig til at hjælpe med at dele maden ud. Lokaler derimod er ikke så let at finde – ikke når vi lige nu ikke har nogle penge at starte for. Vi er derfor på udkig efter nogen, som kunne være interesseret i at sætte et lokale til rådighed vederlagsfrit over en periode indtil, at det er muligt for os, at søge midler til driften. Vi vil selvfølgelig betale for forbrug. Vi har ikke de store krav til lokalet, dog har vi nogle krav fra fødevarestyrelsen, som skal overholdes bl.a. skal der være adgang til en håndvask,” fortæller Linda Strand, og fortsætter: ”Jeg har søgt alle vegne, men det er svært at finde. Vi skal nu til at søge noget funding, som kan betale for husleje m.m., og forhåbentlig finde nogle sponsorer også.

’Stop spild lokalt Kalundborg’ skal afholde stiftende generalforsamling den 27. juni, og man håber på, at man inden da har fundet nogle, der kan hjælpe med at finde et lokale.

”Der har været en kæmpe opbakning omkring projektet, så jeg håber selvfølgelig også, at nogen kan hjælpe, også hvis det bare er midlertidig. Vi vil jo åbne en madoase i byen, fordi vi mener, at der er et stort behov. Vi har fået en del af byens dagligvarebutikker til at sponsorere mad, frugt og grønt, som vil blive smidt ud, hvis der ikke er nogen til at aftage det på trods af, at det intet fejler. Der er mange familier, der kunne få glæde af alt det mad, og det ville gavne miljøet,” fortæller Linda Strand.

Har man et lokale, man vil stille til rådighed, hører foreningen meget gerne fra dig. Man kan skrive til Linda Strand på strand747@gmail.com eller gå ind på Facebooksiden ’Stop spild lokalt Kalundborg’ og skrive en besked derinde.

Del