Vil skabe et sprudlende lokalt studiemiljø

En række lokale aktører på uddannelsesområdet er gået sammen for at arrangere en studiestartsbegivenhed, der skal kickstarte det lokale studiemiljø i Kalundborg

Vil skabe et sprudlende lokalt studiemiljø
Nye studerende mødes i Skibbrogade. Foto: Helix Lab

Flere nye videregående uddannelser er i år kommet til Kalundborg og der er nu bedre grundlag for et sprudlende lokalt studiemiljø end nogensinde før. Derfor er en række lokale aktører på uddannelsesområdet gået sammen for at arrangere en studiestartsbegivenhed, der skal kickstarte det lokale studiemiljø i Kalundborg og skabe nye forbindelser på tværs af uddannelserne.

Begivenheden foregår d. 29. september og vil bl.a. indeholde en byvandring, velkomst ved Borgmester Martin Damm, fællesspisning, andre sociale aktiviteter og koncert med JJ Paulo på spillestedet Postgaarden. Den første del bliver udelukkende for de knap 200 nye elever på videregående uddannelser mens musikprogrammet i den anden del bliver åbent for øvrige studerende på uddannelserne samt lærlinge- og elevnetværket. I alt 400 studerende kan deltage i arrangementet, oplyser Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.

”Formålet med arrangementet er at give de studerende godt indtryk af Kalundborg som studieby, at de studerende lærer hinanden at kende på tværs af uddannelserne og forhåbentlig skabe basis for et aktivt og levende studieliv i området, fx drevet af en studenterforening. Det langsigtede formål er at styrke Kalundborgs attraktivitet som studieby og bidrage positivt til bosætningen og erhvervsudviklingen i Kommunen,” siger bosætningskonsulent i Kalundborg Kommune, Rune Selsing

De fem lokale uddannelser, der indgår i samarbejdet er:

  • Professionshøjskolen Absalon med diplomingeniøruddannelser i biotek og maskinteknologi samt bioanalytikeruddannelsen.
  • Helix Lab, som er en uddannelses- og forskningsfacilitet, hvor kandidatstuderende fra hele verden laver deres kandidatafhandling i Helix Lab i tæt samarbejde med industrien.
  • Maskinmesterskolen har fra foråret 2023 udbudt en professionsbachelor som maskinmester.
  • DTU har i september 2023 startet en 4-årig erhvervskandidat i biomanufacturing.
  • Det Kongelige Akademi har i september 2023 startet arkitekturuddannelsen By og Land.

Derudover deltager Lærlinge- og Elevnetværket fra Kalundborgegnens Erhvervsråd

Ud over uddannelsesinstitutionerne deltager Kalundborg Kommune, Knowledge Hub Zealand, Biotekbyen og Kalundborgegnens Erhvervsråd i samarbejdet. Begivenheden har desuden modtaget sponsorater fra hhv. Novo Nordisk og Menu Kalundborg.

Det er intentionen at samarbejdet vil føre til flere studielivsaktiviteter i Kalundborg de kommende år.

I 2024 starter KU en 2-årig kandidatuddannelse i biosolutions i Kalundborg og den vi også indgå i samarbejdet til den tid.

Del