Vil skabe et fællesskab for alle
Kalundborg Kommune har indtil videre afsat i alt 2,7 mio. kr. som støtte til projektet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv.kalundborg.dk
Tanken med Firhøj Natur- og Idrætspark er et fællesskab med deltagelsesmuligheder for alle. Kalundborg Kommune har indtil videre afsat i alt 2,7 mio. kr. som støtte til projektet.
Områdets lokalråd, idrætsforeninger og skole står bag ønsket om at skabe et attraktivt og rummeligt fællesskab i lokalområdet, hvor alle i og uden for foreninger har mulighed for at deltage. Det skriver styregruppen bag i en pressemeddelelse.
”Vi vil skabe et område, der indbyder til samvær og fysisk aktivitet både udendørs og indendørs. Området skal rumme bl.a. skovområde med shelterplads og skovmotion, fælleshus med adgang for foreninger og uofficielle brugergrupper, padelbane og kunststofbane og kan suppleres med fx afgrænset område til hundeluftning, spor til mountainbike mm. Kun fantasien sætter lige nu grænserne. Mødestederne i området skal således understøtte mange behov for flere forskellige målgrupper på én gang, og når det opnås, opstår der nye menneskelige forbindelser på kryds og tværs i lokalsamfundet til stor gavn for alle parter. Her bliver det i højere grad en selvfølge både at hjælpe, hvor man kan, og bede om hjælp, når man har brug for det, en øget frivillighed til gavn for alle,” lyder de fra styregruppen bag ”Firhøj Natur- og Idrætspark”.
Styregruppen skriver desuden, at mistrivsel og ensomhed er en udfordring for mange, og det vil de gerne gøre noget ved.
”Det vil vi ved at skabe attraktive mødesteder og fællesskaber, der understøtter øget fysisk aktivitet, modvirker ensomhed og skaber grobund for større bosætning, hvilket igen understøtter de frivillige foreningers rekrutteringsgrundlag for både medlemmer og frivillige samt øget optag i den lokale daginstitution og skole, som igen er medvirkende til at bevare og udvikle lokalområdet. Kalundborg Kommune er en kommune i stor vækst, og lokalområdet Snertinge/Særslev, Føllenslev, Faurbo, Eskebjerg og Havnsø kan med dette projekt tilbyde et helt unikt fællesskab til en gruppe af de mennesker, der på grund af de mange nye arbejdspladser overvejer at flytte til området,” skriver styregruppen.
Der inviteres til workshop
Der inviteres nu til workshop torsdag den 3. oktober kl. 18-20 i Firhøjhallens Cafeteria. På workshoppen vil der være et kort oplæg fra styregruppen samt idégenerering til Firhøj Natur- og Idrætspark beliggende på det nuværende Firhøj Stadion.
Workshoppen faciliteres af arkitektfirmaet Keingart og er støttet af Kalundborg Kommune, som indtil videre har afsat i alt 2,7 mio. kr. som støtte til projektet. Den resterende del af finansieringen skal hentes hos fonde og evt. midler fra lokale projekter med vedvarende energi (det kan fx være opførsel af vindmøller eller solcelleanlæg).
Styregruppen består af:
- Henrik Sørensen (formand for hovedforeningen Føllenslev-Særslev Idrætsforening)
- Peter Jacobsen (Snertinge, Føllenslev og Faurbo Lokalråd, lokalpolitiker)
- Kristian Olsen (Havnsø Lokalråd)
- Gunnar Larsen (formand for fodboldafdelingen Føllenslev-Særslev Idrætsforening)
- Kristian Kallenbach (Havnsø Lokalråd, lokalpolitiker)
- Peter Zarp (fodboldafdelingen Føllenslev-Særslev Idrætsforening)