Vil sætte strøm til Samsøfærgen

De nye kontrakter har driftstart den  1. januar 2025 på Samsølinjen.

Vil sætte strøm til Samsøfærgen Hvis Molslinjen får lov til at beholde kontrakten på at sejle ruten fra Kalundborg til Samsø, vil der blive bygget en helt ny elfærge til de mange gæster på Samsø. Foto: Molslinjen.

Molslinjen har i dag indsendt grønne bud på at beholde både Alslinjen og Samsølinjen. De to samfundsbetingede færgeruter drives i samarbejde med Transportministeriet, som i dag til middag lukkede for bud på de næste 10 års kontrakt. Vinder Molslinjen udbuddet, vil ruterne få nye, elektriske færger.

I dag mandag den 15. august klokken 12.00 lukkede Transportministeriet for bud på de kommende 10 års kontrakt på at sejle færgeruterne, Alslinjen og Samsølinjen. Alslinjen sejles mellem Bøjden og Fynshav, mens Samsølinjen sejles mellem Kalundborg og Ballen.

Transportministeriet har i begge udbud vægtet klima højt, og derfor er det også blevet til grønne bud fra Molslinjen, som ønsker at elektrificere begge ruter med helt nye elfærger.

”Vi har i Danmark og hos Molslinjen sat os meget høje mål for vores klima-indsats, og skal vi nå disse mål, skal vi kunne drive færgerne på grøn energi. Der er elektriske færger efter vores mening det rigtige”, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

Transportministeriet kan efter planen allerede tildele ruten til vinderen allerede i slutningen af ugen. Herefter er der en periode, hvor der kan gøres indsigelser mod Transportministeriets afgørelse.

De nye kontrakter har driftstart den 1. september 2024 på Alslinjen og 1. januar 2025 på Samsølinjen.

Del