Vil sætte fokus på de historiske rødder

Kulturarv i verdensklasse fortjener formidling. Sådan lyder overskriften på det projekt som en række aktører har søgt midler til fra Få Det Fikset-Puljen.

Vil sætte fokus på de historiske rødder
Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Med formidlingsplancher og små informationsskilte skal der sættes mere fokus på de historiske rødder i Kalundborg. En række aktører med Kalundborg Turistforening i spidsen søger Få Det Fikset-Puljen om penge til projektet.

Kulturarv i verdensklasse fortjener formidling. Sådan lyder overskriften på det projekt som en række aktører, bl.a. Kalundborg Kommunes Kulturudvalg, Kalundborg Museum, Vores Kalundborg, Højbyens Beboerforening og med Kalundborg Turistforening i spidsen, har søgt midler til fra Få Det Fikset-Puljen.

På formidlingsplancher og små info-skilte er idéen at fortælle om:

  • At Højbyen er Kalundborgs ældste bydel, og den bedst bevarede middelalderby i Danmark.
  • At den femtårnede Vor Frue kirke, er en enestående kopi af Guds bolig i himlen.
  • At Kalundborg er den eneste by i Europa, som er grundlagt med to borge.
  • At Præstegade 23 er Nordeuropas bedst bevarede beboelseshus fra middelalderen.
  • At ruinen af Kalundborg Slot, er stedet hvorfra Danmark blev regeret i tre århundreder.
  • At Kalundborg blev grundlagt af Danmarks største kriger, Esbern Snare, i året 1167.
  • At nobelpristageren, Sigrid Undset, blev født på Gyths gård i Højbyen.

”Det er Kalundborg Turistforening som er kommet med idéen, det gjorde vi faktisk allerede op til kommunalvalget tilbage i 2021 hvor vi skrev til de politiske partier, og de ville sætte penge af til skiltning ved byens seværdigheder,” fortæller Hans-Henrik Nielsen, formand for Kalundborg Turistforening.

Projektet med formidling af byens seværdigheder omfatter bl.a. vejvisertræer i Højbyen, små info-skilte på middelalderbygninger, formidlingsplancher på Torvet og ved ruinen af Kalundborg Slot og ved ruinen af Vestborgen.

På skiltene formidles Kalundborgs historie til borgere og turister, enkelt og diskret hvor farver og materialer harmonerer med Højbyens bygninger.

Der er afstemning om i alt ni projekter i Få Det Fikset-Puljen d. 8. oktober i Kalundborghallen fra kl. 18 til 21.30.

Fakta om Få Det Fikset-puljen:

Der er bevilget 12 mio. kr. til Få-Det-Fikset projekter, heraf 2 mio. kr. til projekter i Kalundborg. I alle byer gør aktive borgere et stort arbejde med at udvikle de projekter, de gerne ser udført i deres by. Herefter inviteres hele byen til at godkende projekterne på et borgermøde. Der afholdes afstemningsmøde for Kalundborg by den 8. oktober kl. 18 i Kalundborghallen, hvor der skal stemmes om i alt ni forskellige projekter. Man kan læse mere om Få Det Fikset puljen her Få det fikset-puljen (kalundborg.dk)

Del