Vil opføre gavlmaleri af kendt kunstner

Maleriet, som skal smykke gavlen, bærer navnet ’Bølgen, Fuglen og Lyset’ – og er en blanding af abstraktion og realisme i Grete Balles kendte blå farver.

Vil opføre gavlmaleri af kendt kunstner
Favoritplaceringen for gavlmaleriet er den flotte gavl på Pedersminde. (Bygningen på hjørnet af Holbækvej/Sct. Jørgensbjerg og Slagelsevej). Privatfoto

Af Jens Nielsen

Kalundborg Forskønnelsesforening 23 arbejder med planer om at opføre et stort gavlmaleri af den kendte Kalundborgkunstner Grete Balle. Tirsdag aften fortalte kunstneren om maleriet.

Selvfølgelig skal Kalundborg smykkes med et gavlmaleri af Grete Balle. Det fortjener både kunstneren og byens borgere og dens gæster. Derfor har Kalundborg Forskønnelsesforening 23 nu taget initiativ til, at Grete Balle bliver foreningens første kunstner - men sikkert ikke den sidste - til et gavlmaleri i midtbyen.

Den landskendte kunstner har boet det meste af sit liv i byen, og er anerkendt for sin kunst i både ind- og udland. Hun har modtaget adskillige hædersbevisninger gennem årene.

Favoritplaceringen for gavlmaleriet er den flotte gavl på Pedersminde. (Bygningen på hjørnet af Holbækvej/Sct. Jørgensbjerg og Slagelsevej). Den er netop blevet renoveret og passer flot til Grete Balles maleri, mener Kalundborg Forskønnelsesforening 23.

Bølgen, Fuglen og Lyset

Maleriet, som skal smykke gavlen, bærer navnet ’Bølgen, Fuglen og Lyset’ – og er en blanding af abstraktion og realisme i Grete Balles kendte blå farver.

”Maleriet passer til Kalundborg, hvor lys, vand og natur spiller sammen,” lyder den umiddelbare kommentar til billedet fra Grete Balle.

Forskønnelsesforeningen har endnu ikke et færdigt budget for projektet, men håber på bidrag og opbakning fra både kommune, erhvervsliv og private. Man vil også søge fondsmidler, så Kalundborg kan får endnu et smukt gavlmaleri.

Tirsdag aften præsenterede Grete Balle sit billede ’Bølgen Fuglen og Lyset’, ved et møde som Forskønnelsesforeningen havde inviteret til, så interesserede kunne høre med om gavlmaleriet.

”Grete Balle fylder 100 år i 2026 og det er en god anledning til at hædre hende for hendes indsats gennem et langt kunstnerliv. Vi skal nu i gang med at samle penge ind til projektet, og vi håber at mange har lyst til at støtte økonomisk, så vi kan få en flot gavl til glæde for alle,” siger Susanne Uhre-Prahl, formand for Kalundborg Forskønnelsesforening 2023.

Hun tilføjer, at foreningen er i god dialog med ejeren af hjørnehuset Pedersminde i Kalundborg. 

Del