Vil køre efter ’fuld plade’

Weekendens DM-Rally bliver en teamduel mellem de to mandskaber fra Glad Sport i Kalundborg.

Vil køre efter ’fuld plade’
Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) i deres Peugeot 208 T16 R5 håber på en sejr i weekendes DM-Rally, så har de nemlig vundet samtlige seks afdelinger. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Der er lagt op til en hård kamp på de indre linjer, når Dansk Super Rally i weekenden skal afgøres ved Rally Stoholm i Jylland. Glad Sports Jacob Madsen/Line Nedergaard er forsvarende mestre, men bliver udfordret af teamkollegerne Kenneth Madsen/Mette Felthaus. 

Glad Sport fra Kalundborg har taget dansk rallysport med storm i sin debutsæson. Ved årets næstsidste DM-afdeling tog Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) i deres Peugeot 208 T16 R5 titlen i Rally2-klassen for de firhjulstrukne biler, mens Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) i deres Peugeot 208 Rally4 blev kronet som mestre i Rally4-klassen.

Ved weekendens Rally Stoholm mellem Viborg, Holstebro og Skive drejer det sig om det endelige opgør om Dansk Super Rally. Og det bliver en teamduel mellem de to mandskaber fra Glad Sport.

”Jeg tænker ikke så meget på kampen mod Kenneth og Mette,” siger Jacob Madsen, der sammen med Line Nedergaard er forsvarende mester i Dansk Super Rally. ”Line og jeg har fokus på, at vi får en god sæsonafslutning.”

”Vi kører efter fuld plade,” slår Mette Felthaus fast. ”Der er ingen tvivl om, at Jacob og Line vil have titlen ligesom sidste år, men det vil være sjovere, hvis Kenneth og jeg kan vinde alle seks løb i år generelt.”

”Det kunne være rigtig fedt at tage seks sejre i træk, men det er ikke det, der ligger højest på to-do-listen. Det er at komme i mål uden at tage store chancer, men Mette og jeg kører da efter det,” siger Kenneth Madsen.

”Jacob og jeg har sikret os mesterskabet i Rally4. Vi skal bare nyde løbet og køre det sikkert hjem. Jeg håber, at det bliver som mestre i Dansk Super Rally – det ville blive sjovt at få den titel for andet år i træk. Jacob og jeg har vist, at vi kan mere, end hvad vi egentlig burde kunne gøre i feltet med vores bil,” siger Line Nedergaard.

Weekendens Rally Stoholm foregår over to dage. Fire hastighedsprøver fredag aften i mørke og syv hastighedsprøver i løbet af lørdagen. Og løbet finder sted i det, der tegner til at blive den første ægte efterårsweekend. Regn og rusk.

Del