Vil bygge madpakkehytte som alle kan benytte

Vil bygge madpakkehytte som alle kan benytte

Af Jens Nielsen

Der påtænkes opført en madpakkehytte tæt ved Rynkevangskolen. Et projekt der skal blive til i samarbejde med skolens elever.

Et af de ni projekter som i første omgang er sluppet gennem nåleøjet til Få Det Fikset-Puljen er en madpakkehytte som skal være til glæde og gavn for alle.

Madpakkehytten tænkes opført i haven til det lille hus der ligger helt op til Rynkevangskolen og som tidligere har været Børnehaven Møllehuset.

Der er en del buske, som skal forblive, men vi vil også plante nye planter, så fornemmelsen af naturoase vil blive større. Hele området skal designes, så lysten til at opholde sig på området og passe på det øges. Området omkring madpakkehytten er tænkt som et projekt, der skal blive til i samarbejde med Rynkevangskolens elever. Det er bl.a. planen, at der skal etableres bålsted og plantes nye buske,” fortæller Tine Abkjær Olsen, viceskoleinspektør på Rynkevangskolen og tovholder på projektet.

God placering

Madpakkehytten vil være placeret på et sted, hvor det er meget nemt for alle at benytte den. Den vil være et super udflugtsmål for områdets børnehaver eller en familiegåtur både sommer og vinter.

Madpakkehytten er et af i alt ni projekter i Få Det Fikset-Puljen som der skal stemmes om d. 8. oktober i Kalundborghallen fra kl. 18 til 21.30.

Fakta om Få Det Fikset-puljen:

Der er bevilget 14 mio. kr. til Få-Det-Fikset projekter, heraf 2 mio. kr. til projekter i Kalundborg by. I alle byer gør aktive borgere et stort arbejde med at udvikle de projekter, de gerne ser udført i deres by. Herefter inviteres hele byen til at godkende projekterne på et borgermøde. Der afholdes afstemningsmøde for Kalundborg by den 8. oktober kl. 18 i Kalundborghallen, hvor der skal stemmes om i alt ni forskellige projekter. Man kan læse mere om Få Det Fikset puljen her Få det fikset-puljen (kalundborg.dk)

Del