Vidner søges: Flygtede efter påkørsel

Fredag den 12. august skete et uheld i en rundkørsel på Slagelsevej ved Elmegade i Kalundborg. Politiet søger nu vidner.

Vidner søges: Flygtede efter påkørsel Politiet søger vidner, da en billist kørte videre efter påkørsel. Forhandlerfoto af bilmodellen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Politiet søger vidner, som kan komme med oplysninger om en bil, der var involveret i et uheld ved rundkørslen Elmegade/Slagelsevej i Kalundborg, hvor en bilisten stak af efter at have påkørt og væltet en 46-årig kvinde på en trehjulet scooter.

Fredag den 12. august ca. kl. 11.57 skete et uheld i en rundkørsel på Slagelsevej ved Elmegade i Kalundborg, da en personbil påkørte en 46-årig kvinde på en trehjulet scooter, da hun var på vej hjem fra en indkøbstur i Rema 1000 tæt ved.

Den røde bil kom kørende fra Slagelsevej mod syd ind i rundkørslen, hvor den kørte frem for sin ubetingede vigepligt, og ramte den trehjulede scooter, som væltede. Bilisten standsede ikke op efter påkørslen, men drejede fra ved Elmegade, og kørte videre mod vest uden at give sig til kende.

Den 46-årig kvinde på scooteren slog sig i faldet, og hun blev efterfølgende kørt i ambulance til sygehuse til kontrol. Kvinden slap fra påkørslen med småskrammer og en bulet scooter.

Politiet optog rapport, og har siden uheldet forsøgt at identificere den flygtede part. Det er endnu ikke lykkedes, og derfor offentliggøres billederne af bilen i håb om, at borgerne kan hjælpe med at finde frem til bilen og føreren.

Overvågning fra området viser gode fotos af flugtbilen, da den kørte på vej væk fra stedet. Bilen er en nyere rød Citröen C3 personbil, hatchback med 5 døre. Vidner som kan genkende bilen på billedet, og som har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Ifølge færdselsloven har trafikanter, som er indblandet i et uheld pligt til at standse for at hjælpe, oplyse sin identitet og sikre, at ingen er kommet alvorligt til skade.

Del