Videre til finalen i Freestyle ved Para-OL

Katrine Kristensen og hendes hest Welldone på det olympiske stadion torsdag formiddag. 

Af Jens Nielsen

Dressurrytter Katrine Kristensen fra Kalundborg fik i dag torsdag sin debut til de Paralympiske Lege i Tokyo. Det blev til en flot sjetteplads oveni en stor oplevelse for den 25-årige lokale rytter, der ridder for Nordvestsjællands Rideklub i Svebølle.

Dressurrytteren Katrine Kristensen fra Kalundborg slutter som nummer seks i den individuelle dressurkonkurrence ved Paralympiske Lege i Tokyo, og dermed kvalificerer hun sig direkte til finalen i disciplinen freestyle.

”Det var en kæmpestor oplevelse at ride ind i dag, og jeg nød det hele vejen rundt. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne og er godt tilfreds,” siger Kalundborgrytteren efter sin tur på banen.

Katrine er debutant i paralympisk sammenhæng, og til trods for et enkelt udfald undervejs slutter hun altså på en flot sjetteplads.

Katrine Kristensen og hendes hest Welldone kom rigtigt godt fra start i det omkring fem minutter lange program, alt så lovende ud, men fire minutter inde i programmet får hun lavet en fejl, men kommer hurtigt tilbage, men det er dog nok til at medaljerne går til anden side, ærgeligt efter et ellers perfekt ridt.

”Jeg havde en god travtur i starten, og så får jeg lavet en rigtig dum fejlridning. Den fortryder jeg. Man jeg er bare et menneske herinde, og det er i hvert fald ikke Welldones skyld. Jeg synes, han klarede varmen helt formidabelt,” fortæller den lokale Para-OL rytter, der skal ride igen på lørdag, hvor hun er kvalificeret til finalen i disciplinen freestyle.

Del