Videoovervågning førte til anholdelse af to gerningsmænd

På adressen traf politiet to mænd på 30 og 35 år fra Polen, som begge blev anholdt som mistænkte for tyveriet.

Videoovervågning førte til anholdelse af to gerningsmænd

Af Jens Nielsen

To mænd fra Polen blev lørdag anholdt og sigtet for et tyveri i Høng hvor de var blevet fanget på firmaets videoovervågning

Lørdag først på eftermiddagen fik politiet en anmeldelse fra en firmaejer i Høng om, at firmaets videoovervågning havde optagelser af to mænd, der en time tidligere havde stjålet nogle paller og læsset disse ind i en varebil med udenlandske nummerplader. Firmaejeren kunne oplyse yderligere, at et vidne havde henvendt sig med et foto af tyvene, og at yderligere oplysninger om varebilen var modtaget.

Politiet indledte straks en efterforskning af tyveriet, der førte politiet til en adresse i Store-Fuglede-området. Bag en ejendom fandt politiet den pågældende varebil henstillet, men uden paller i varerummet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

På adressen traf politiet to mænd på 30 og 35 år fra Polen, som begge blev anholdt kl. 15.25 som mistænkte for tyveri af pallerne, idet de passede på signalementet af de to mænd, der fremgik af videoovervågningen fra gerningsstedet.

De to mænd blev begge sigtet for tyveri, som de erkendte. De var ikke længere i besiddelse de stjålne paller, som de oplyste at have solgt videre.

Politiet løslod de to mænd efter afsluttet efterforskning, idet grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør ikke var til stede. Begge mænd har en vis tilknytning til Danmark og vil høre nærmere fra politiet, når tyverisagen skal afgøres.

Del