Video: Spændende tilbud fra kommunens foreninger

Der var bl.a. gymnastikopvisning ved både Rørby/Værslev Gymnastikforening og Høng GF, zumba med Raklev Gymnastik og Idræt. TGU fik vist deres helt nye tiltag Jumping Fitness og Kalu Linedance gav opvisning flere gange.

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Sundheds- og idrætsfestivalen Bevæg blev afviklet lørdag med et stort program hvor en lang række af kommunens mange foreninger og klubber fik vist hvad de kan tilbyde.

Festivalen blev afholdt udendørs i Kalundborg bymidte, og strakte sig fra Solskinspladsen henover Klostertorvet til skaterbanen i Munkesøen. Man kunne møde mere end 50 foreninger, prøve sjove aktiviteter, se opvisninger, høre musik og blive inspireret til fritidsaktiviteter. Der var noget for alle aldre, og det hele var gratis.

En af de foreninger som deltog i Bevæg var Vinterbadeklubben Isfuglene.

For at illustrere vinterbadning var der opsat et badekar med vand og masser af isterninger, termometeret viste 3 grader.

”Skal jeg lige springe i,” sagde Tenna Skjoldan da TV-Kalundborg kiggede forbi. Hun fik hurtigt smidt morgenkåben og satte sig ned i det iskolde vand.

”Uhh det er dejligt, man kan da lige vaske sig under armene med et par isterninger,” grinede Tenna Skjoldan, mens dem som kiggede med frøs bare ved tanken, men sådan er det altså at være vinterbader.

Festivalen var officielt skudt i gang lørdag formiddag af Aase Due og Kirsten Rask, der er næstformænd i henholdsvis Kultur- og Fritidsudvalget og Ældre- og Sundhedsudvalget.

Det foregik på Klostertorvet, og det var også her en lang række af opvisninger og underholdning var planlagt.

Der var bl.a. gymnastikopvisning ved både Rørby/Værslev Gymnastikforening og Høng GF, zumba med Raklev Gymnastik og Idræt. TGU fik vist deres helt nye tiltag Jumping Fitness og Kalu Linedance gav opvisning flere gange.

I Klosterparken kunne man blive trukket rundt på en pony, nyde en kop Barista kaffe, prøve hoppeborgene og meget andet. Og på Solskinspladsen var der stemningsmusik, seniordans og lungemotion.

En festival med masser af inspiration til at bevæge sig og komme ud blandt andre mennesker.

BEVÆG

’BEVÆG er både en idræts- og en sundhedsfestival. BEVÆG er for alle foreninger - både de folkeoplysende og frivillige sociale foreninger. På sundhedsområdet er der fokus på både den fysiske og mentale trivsel. Det er derfor vigtigt, at mange forskellige idrætsforeninger vil deltage på dagen for at vise deres aktiviteter og tilbud frem. Men også foreninger, der ikke har fokus på fysisk aktivitet. Det kan fx være foreninger, der har fokus på socialt samvær, kreativitet mv.

Del