Video: Særtransport ankom med den første af tre store siloer

Den har været længe undervejs, den nye topmoderne blokfabrik hos Gammelrand Beton A/S ved Svebølle. Men nu er byggeriet kommet godt i gang til den 90 mio. kr. dyre fabrik som fremtidssikrer virksomheden.

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

En helt ny blokfabrik hos Gammelrand Beton A/S, med speciale i lecablokke og fundamentsblokke til husbyggerier, begynder at tage form i den store grusgrav ved Svebølle. Tirsdag morgen ankom den første af tre store siloer til den nye fabrik.

Den har været længe undervejs, den nye topmoderne blokfabrik hos Gammelrand Beton A/S ved Svebølle. Men nu er byggeriet kommet godt i gang til den 90 mio. kr. dyre fabrik som fremtidssikrer virksomheden.

”I juli næste år åbner vi dørene til vores topmoderne blokfabrik, som fordobler vores kapacitet, og skal være med til at sikre CO2-reduktioner i produktionen af betonvarer. Derfor bliver produktionen af vores betonvarer, fra nu og fremadrettet, med Aalborg Portland A/S Futurecem-cement, der udleder op til 20% mindre CO2 end traditionelle cementer på det danske marked. Miljøhensyn er blevet en central del af vores industri” fortæller direktør, Morten Pedersen fra Gammelrand Beton A/S.

Tirsdag morgen ankom den første af i alt tre siloer, som skal indeholde cement til den nye blokfabrik. Hver silo er 14 meter høj og fire meter i diameter, vejer 8,5 tons og kan indeholde 120 tons cement.

På grund af størrelsen bliver hver silo transporteret som særtransport med følgebil, en opgave som det lokale vognmandsfirma, Jacobs Specialtransport fra Eskebjerg, stod for da den første silo ankom.

”Siloen er læsset i Aabybro i Jylland og så har vi kørt som særtransport af en såkaldt tvangsrute, der er udstukket af politiet,” fortæller vognmand Jacob Hansen fra Jacobs Specialtransport, som også skal sørge for transport af de to næste siloer fra Aabybro og til Gammelrand Beton A/S ved Svebølle

Den nye blokfabrik opføres med solceller på taget, elektrificering af systemer, der tidligere kørte på hydraulik og Gammelrand Beton A/S har sikret tilladelse til at indvinde overfladevand fra søerne i deres grusgrav til produktionen i stedet for drikkevand.

Del