Video: Rekordmange ville fange hornfisk

Snøren blev igen og igen kastet ud, og der gik ikke lang tid før de første blanke hornfisk bed på krogen.

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Fishing Zealand afholdt lørdag, i samarbejde med Kalundborg Kommune, Høng- Gørlev og Kalundborg Sportsfiskerforening, Hornfiskefestival i Kalundborg Havnepark. Kampen om at fange den tungeste hornfisk og vinde fine præmier havde trukket mange børn og voksne til.

Mange børn og voksne var mødt op i havneparken lørdag formiddag for at deltage i årets Hornfiskefestival.

Snøren blev igen og igen kastet ud, og der gik ikke lang tid før de første blanke hornfisk bed på krogen.

En af de ivrige lystfiskere var 14-årige Malte Crone som havde været i gang fra kl. 04 i morges, først på Røsnæs og siden i havneparken.

De mange timer havde da også givet resultat, tre flotte hornfisk var det blevet til da vi mødte ham omkring kl. 11.

12-årige Julie Maris Stenberg Andersen havde taget turen helt fra Tåstrup for at være med til årets hornfiskefestival, hun var også med sidste år.

Julie havde fanget en 69 cm. lang hornfisk med en vægt på 381 gram, og den blev døbt Bob, for Julie mener at en fisk skal have et navn.

Sidst på formiddagen lørdag havde Kiea Andersen, Regstrup, vejet en hornfisk ind med en længde på 80 cm. og en vogt på 640 gram, måske vinderfisken i dagens konkurrence som slutter kl. 15.

Interessen for at være med til hornfiskefestivalen har været stor, og arrangørerne regner med ny deltagerrekord.

”Her kl. 11.30 er der 148 tilmeldt, det er en færre end hele sidste år, så det tal skal vi nok få slået inden konkurrencen er forbi, så der bliver en ny rekord i år,” fortæller Henrik Larsen fra Fishing Zealand.

Del