Video og billeder: Festival med masser af bevægelse

Tekst, foto  og video af Jens Nielsen

Det gode vejr trak masser af mennesker til BEVÆG Festival i Kalundborg lørdag, hvor omkring 50 foreninger deltog.

Kalundborg Kommune har mere end 400 forskellige foreninger fordelt ud over hele kommunen. Lørdag var omkring de 50 af foreningerne mødt op i Kalundborg for at deltage i Sundhed- og Idrætsfestivallen Bevæg.

”Det er nu tredje gang at det er lykkedes at invitere hele kommunen til Bevæg festival, et samarbejde mellem Sundheds- og Ældreudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Alle frivillige foreninger er inviteret til at vise hvilke tilbud de har og gerne vil dele med interesserede medborgere.

Der er mere end 400 foreninger spredt ud over hele kommunen og Kalundborg har nogle virkeligt interessante interessefællesskaber og byde på,” sagde Peter Jacobsen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune, da han lørdag formiddag erklærede BEVÆG for åben.

Festivallen var spredt ud over det meste af Kordilgade, Skibbrogade, Lindegade, Klostertorvet, Klosterparken, Solskinspladsen og Munkesøen.

De mange foreninger gav masser af liv i det flotte solskinsvejr, og ud over mange sportsforeninger af forskellig art, så var der også flere af de mindre foreninger som fik vist sig frem på bedste vis denne lørdag.

Fx havde Det Maritime Værksted skabt masser af blikfang med en fem tons tung Grenaa skibsmotor fra 1944, som selvfølgelig kunne køre.

Motoren tilhører Peter Andersen fra foreningen, og motoren har ligget i en fiskekutter fra Ålborg helt frem til 2015.

Mange af foreningerne havde aktiviteter på deres stand, fx Kalundborg BMX-klub som havde en bane med i Klosterparken til opvisning, og Kalundborg Son Taekwondo Klub viste spring og andre færdigheder på græsset.

Ved skaterbanen havde Kalundborg Cykle Club lavet en bane hvor der blev trænet mountainbike teknik.

På alle måder en vellykket festival hvor mange foreninger fik vist sig frem og måske også kan tiltrække nye medlemmer, og så fik samba optoget fra Musisk Skole sat ekstra liv i BEVÆG festivallen.

Del