Video: Kvinde fortsat i kristik tilstand efter voldsom ulykke

Af Jens Nielsen

En 44-årig kvinde fra Kalundborg er fortsat i kritik tilstand efter en voldsom færdselsulykke torsdag eftermiddag på Holbækvej ved Asmindrup. 

Torsdag kl. 15.19 fik politiet via alarm 112 melding om et alvorligt færdselsuheld på Holbækvej ved krydset til Asmindrup, idet flere køretøjer var involveret, og en person skulle være fastklemt i sit køretøj.

Politiet afspærrede uheldsstedet for færdsel i begge retning, så personale fra redningskøretøjer og flere ambulancer kunne arbejde med frigørelse af en kvæstet fører i en personbil, der var standset på en mark nord for vejen.
På vejen var også en lastbil med skader efter et sammenstød, og ud på marken syd for vejen var en personbil med skader standset.

En af hærens store redningshelikoptere ankom til uheldsstedet og fløj kl. ca. 16.25 med en alvorligt tilskadekommen kvinde til Rigshospitalets traumecenter til fornøden behandling. Forinden havde redningsfolk arbejdet i det meste af en time for at få kvinden ud af den totalt smadrede bil.
En bilinspektør blev tilkaldt til at foretage undersøgelse af de implicerede køretøjer og uheldsstedet. Den foreløbige konklusion efter undersøgelserne på uheldsstedet blev, at en 22-årig mand fra Dianalund som fører, af en lastbil med tilkoblet sættevogn var kørt ad Holbækvej i østlig retning.



Kort før krydset ved Asmindrup opdagede lastbilchaufføren, at flere biler foran ham var standset, hvorefter han trods kraftig opbremsning ikke kunne undgå at ramme den bageste af tre standsede biler på Holbækvej. I den påkørte personbil var en 51-årig mand fra Svinninge fører, som var standset bag to andre bilister, der afventede modkørende før svingning til venstre ad Asmindrup i nordlig retning. Hans bil røg som følge af påkørslen ud på marken syd for Holbækvej.

Lastbilen forsøgte ud over opbremsningen at undgå påkørslen af den 51-åriges bil ved at undvige mod venstre, hvilket betød, at han stødte frontalt sammen med en personbil, som en 44-årig kvinde fra Kalundborg førte i vestlig retning. Hendes bil endte som følge af sammenstødet ud på marken nord for Holbækvej.

Lastbilchaufføren slap uskadt, mens den 51-årige fik mindre småskrammer som følge af uheldet. Den 44-årige kvindelige bilist er fortsat indlagt på Rigshospitalet til behandling i anledning af sine alvorlige og livskritiske skader, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi fredag morgen.

Holbækvej blev kort før kl. ca. 18.00 åbnet for trafik, efter at bilinspektøren havde afsluttet sine undersøgelser, og de implicerede køretøjer var bugseret væk fra uheldsstedet.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet og afventer nu erklæringen fra bilinspektøren samt mulighed for afhøring af den kvindelige bilist, før politiet kan træffe afgørelse om, hvad der videre skal ske i sagen.

Langt fra første gang

Det er langt fra første gang, at der sker færdselsuheld i det pågældende vejkryds. Beboerne i Asmindrup har i årevis prøvet at råbe såvel politikere som Vejdirektorat op for at få etableret en svingbane. Tilmed har ejeren af den landbrugsjord som støder op til Holbækvej tilbudt jorden ganske gratis til svingbanen, men endnu er der intet sket til stor frustration for beboerne i området.

Del