Video: I finalen som Danmarks Sejeste Idrætslærer

Af Jens Nielsen

Mette Elmelund, idrætslærer på Skolen på Herredsåsen er nomineret som Danmarks Sejeste Idrætslærer 2021 og er blandt de tre som er nået helt til finalen.

Kollegaer fra Skolen på Herredsåsen overraskede idrætslærer Mette Elmelund fredag formiddag med en lille happening. Mette er nemlig nomineret som Danmarks Sejeste Idrætslærer 2021 og er en blandt tre som er nået til finalen.

I alt var der 396 idrætslærere fra hele landet som var indstillet til den flotte pris.

”Det vil være svært at finde én eneste elev, kollega, forælder eller leder, der kan påstå, at Mette ikke altid gør sig maksimalt umage. Hun er lavet af noget helt særligt.

Hvis ikke Mette kommer i betragtning til titlen som årets sejeste idrætslærer, så må vi selv oprette en pris – prisen for Den Usædvanlige Engagerede og Dygtige Idrætslærer,” skriver konstitueret skoleleder Annemette Lund Konggaard i skolen indstilling til den fornemme pris.

”Mette er en god lærer, der aldrig skælder ud. Hun er altid glad og sød, og selvom jeg er ret god til idræt i forvejen, så presser Mette mig til ikke at give op, men blive endnu bedre. Og så kan man lave sjov med hende, uden at hun bliver sur” – skriver Oscar i 6. klasse

”Mette Elmelund har med sin engagerede og varierede undervisning virkelig formået at gøre eleverne i klassen motiverede for at lære matematik (igen). Hun har bl.a. haft fokus på bevægelse i undervisningen, hvilket har fremmet indlæringen og vakt glæde hos mange – specielt min søn” skriver Dorthe som er mor til en elev i 7. klasse i indstillingen.

Det er Dansk Skoleidræt som står bag Danmarks Sejeste Idrætslære 2021, der hylder vi de sejeste idrætslærere, som skaber bevægelsesglæde og giver skoleelever lyst til at få sved på panden.

Del