Video: H.K.H. Kronprinsen besøgte Symbiosen

H.K.H. Kronprinsens besøg i Kalundborg blev til en rundtur til Novozymes, Kalundborg Refinery samt Chr. Hansen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk Foto og video: Jens Nielsen

Mandag den 25. april besøgte H.K.H. Kronprinsen og klimaminister Dan Jørgensen Kalundborg Symbiose, som del af et større besøg med fokus på energieffektivisering.

I Kalundborg Symbiose samarbejder nogle af Danmarks største industrivirksomheder, bl.a. Novo Nordisk, Novozymes, Chr. Hansen og Kalundborg Refinery, for at skabe en cirkulær industri og produktion. Virksomhederne deler overskuddet af energi, vand og materialer med hinanden, så de ikke går til spilde. Mantraet er, at én virksomheds restprodukt kan være værdifuld for en anden – og det effektive samarbejde sparer klimaet for en masse CO2-udledninger.

Besøget i Kalundborg blev til en rundtur til Novozymes, Kalundborg Refinery samt Chr. Hansen, hvor borgmester Martin Damm fortalte undervejs i bussen.

Senere på året skal der være en stor internationale konference, IEA, i Sønderborg, og i den forbindelse vil man gerne promovere danske energi-effektive løsninger, derfor er H.K.H. Kronprinsen med på besøg i bl.a. Kalundborg.

Del