Video: Gildesal brændt ned

På et tidspunkt da det meste af tagkonstruktionen var brændt væk faldt taget ned i bygningen og det blev derfor nødvendigt at tilkalde en lastbil med en stor kran fra Beredskabsstyrelsen

Af Jens Nielsen - Video og billeder: Michael Nordborg

En lade som var ombygget til en gildesal, gik op i flammer lørdag sidst på eftermiddagen. Laden havde ståltag og det gav udfordringer til de mange brandfolk som var tilkaldt.

Midt- og Vestsjællands politi og Vestsjællands Brandvæsen fik lørdag sidst på eftermiddagen anmeldelse om en bygningsbrand på Sæbyvej i Sæby nær Høng.

Første melding lød på kraftig røg i gildesal, men inden brandvæsenet kom frem, var der store synlige flammer fra bygningen, hvor der i øvrigt var gang i en julefrokost. Alle personer er dog kommet ud og ingen er kommet til skade.

-Der var ild i en lade som er bygget om til en gildesal, hele den bygning er brændt ned sammen med det halve af en tilstødende lade, men vi har reddet stuehuset,” fortæller Jesper Christensen, indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen, og fortsætter,

-Bygningerne havde ståltag og det gjorde slukningsarbejdet ekstra svært, dels holder stålpladerne varmen inde og det er umuligt for os at komme til at skære hul i taget og trænge ind den vej grundet de varme stålplader.

På et tidspunkt da det meste af tagkonstruktionen var brændt væk faldt taget ned i bygningen og det blev derfor nødvendigt at tilkalde en lastbil med en stor kran fra Beredskabsstyrelsen som kunne grabbe tag og andre bygningsmaterialer ud af brandtomten.

Brandfolk fra flere stationer var tilkaldt til den voldsomme brand og der blev arbejdet på stedet til efter midnat.

Del