Video: En meget travl dag for brandvæsenet

Lige før kl. 13 blev brandfolkene så kaldt til ild i en mejetærsker i Sønderød på det yderste af kommunegrænsen.

Af Jens Nielsen

Foto og video: Nicklas Fohlmann

Torsdag har været en meget travl dag for brandfolkene hos Vestsjællands Brandvæsen. Mange markbrande, en majetærsker i brand og flere automatiske brandalarmer.

Der er rigtigt tørt i naturen i øjeblikket, bønderne høster på højtryk i sommervarmen, og der går let ild i korn og halm.

Torsdagen startede for brandfolkene på stationen i Kalundborg kl. 07.50, hvor der blev kaldt ud til en automatisk brandalarm hos Novo Nordisk.

Klokken 09.00 kørte sprøjten, to tankbiler, en indsatsleder og politiet til Bjørnstrup på Røsnæs hvor der var gået ild i en mark. Branden blev hurtigt bekæmpet og brandfolkene satte kursen hjem igen.

Men freden varede ikke længe. Klokken 10.48 blev der kaldt til ild i halmballer og wrap tæt på et læskur og hus.

Og klokken 11.00 gik den automatiske brandalarm i Føtex, og klokken 11.09 var den gal igen på Novo Nordisk, også her var det en automatisk brandalarm, men der var heldigvis ingen brand.

Lige før kl. 13 blev brandfolkene så kaldt til ild i en mejetærsker i Sønderød på det yderste af kommunegrænsen. Her udbrændte en mejetærsker totalt og et stykke af marken.

Kl. 16.16 blev der så kaldt til markbrand igen, Denne gang på Ougtvedvej ved Tissø hvor 3000 kvadratmeter mark brændte.

Så en m get travl dag i sommervarmen for brandfolkene hos Vestsjællands Brandvæsen.

De ovennævnte udrykninger er kun hvad der er sket i Kalundborg Kommune, og dagen er ikke gået endnu.

Del