Video: Det skrider fremad for Novo Nordisks byggeprojekter
Etableringen af de nye fabrikker er inddelt i forskellige etaper, der alle følger tidsplanerne.
kontakt@tv-kalundborg.dk Video: Novo Nordisk
I sidste uge blev der holdt rejsegilde på en af de nye fabrikker på Novo Nordisk, der netop nu opføres som en del af den 170.000 m2 nye produktionsfacilitet – en samlet investering på 42 mia. danske kr.
Når byggeprojektet er færdigt i 2029, vil den nye produktionsfacilitet bestå af i alt fire fabrikker samt tilhørende forsyningsbygninger. Projektet fordeler sig over flere byggefelter, hvoraf det ene kan ses fra Hovvejen. Fabrikken, der sammen med håndværkere og medarbejdere, kunne markere denne vigtige milepæl, er en grovrensfabrik på 8.800 m2.
Følger tidsplanerne
Etableringen af de nye fabrikker er inddelt i forskellige etaper, der alle følger tidsplanerne. Der arbejdes med opførelse af fundamenter, installation af vægge og gulve i nogle bygninger, mens der påsættes facadebeklædning i andre.
- Byggepladsen huser i alt 24 permanente kraner.
- Den mest kraftfulde kran har en løftekapacitet på 100 ton ved tårnet og 24 ton over en afstand på 68 meter.
- De største betonelementer på projektet vejer 30 ton hver.
- Projektet modtager cirka 70 lastbiler med flydende beton hver uge.
Den 50.000 m² store finrensfabrik på Stejlhøj følger også tidsplanen. Test af udstyr på den første af de tre proceslinier er i gang, mens installation af udstyr pågår i de to andre proceslinier. De udvendige aktiviteter forventes afsluttet i år, og fabrikken forventes at stå færdig i 2027.
- Fabrikkens samlede areal svarer i størrelse til seks gange Parken fodboldstadion i København.
- Fabrikkens længde overstiger højden på Eiffeltårnet.
Kontorbygning til 500 medarbejdere
Med de mange produktionsudvidelser på Novo Nordisk Kalundborg er der behov for gode hjælpe- og supportfaciliteter. Derfor blev der den 3. juni taget første spadestik til en ny og moderne kontorbygning i Kalundborg, der skal huse i alt 500 medarbejdere fra Novo Nordisk og NNE. Den nye kontorbygning forventes at være indflytningsklar i løbet af første kvartal 2026. Fra starten af juni har der været synlige aktiviteter på byggepladsen, hvor projektet er i gang med udgravning til fundamenter. Fra november vil kontorbygningen begynde at komme fri af terrænet og blive mere synlig.
Udvidelse af fritidscenter
Den 10. juni var der rejsegilde på den 1400 m2 udvidelse af Fritidscentret i Kalundborg, der skal huse nye mødefaciliteter. Projektet følger tidsplanen, og de udvendige aktiviteter aftager og rykker nu indenfor, hvor forberedelserne til installation af vægge, gulve og elektriske installationer er i fuld gang. Når udvidelsen af Fritidscentret er færdig i løbet af 1. kvartal 2025, er der blevet tilføjet en bygning på to etager med i alt 12 nye mødelokaler.