Video: Danmarks største cykelfest startede fra Kalundborg

Tekst, for og video af Jens Nielsen - dronevideo: Multidroner.dk

Der var på forhånd lagt op til, at Tour de Storebælt skulle være en kæmpe cykelfest – og det blev det på alle måder. Lørdag eftermiddag startede godt 6000 motionscykelryttere fra Kalundborg for at sætte kursen mod Nyborg, en tur på 100 km.

Hvor meget fylder 6000 cykelryttere, det er svært at sige på forhånd, men lige før starten skulle gå på 100 km. ruten af Tour de Storebælt var der cykelryttere fra rundkørslen ved Meny og helt ud til rundkørslen ved Stejlhøj, tæt pakket skulder ved skulder.

Der blev talt ned fra 10 inden de mange motionister blev sendt ud ad Nørre Alle mod Røsnæs.

Der gik næsten 45 minutter fra den første startede og til den sidste var sendt afsted.

Inden de mange cykelryttere blev sendt afsted, fik de udleveret startnummer ved rådhuset, her var der base for det store arrangement og en rigtig hyggelig stemning i det flotte vejr. Cykler og ryttere lå henslængt i græsset mens andre hyggede sig ved de opstillede borde og andre lige tjekkede deres cykler inden turen på de 100 km.

Deltagerne af Tour de Storebælt cyklede dele af anden etape af dette års Tour de France, som går fra Roskilde til Nyborg.

Ruten på de 100 km startede fra Kalundborg og afsluttes med en tur over Storebæltsbroen inden målstregen krydses i Nyborg.

 

Del