Video: Damefrokost i højt humør

Tekst, foto og video af Jens Nielsen

Damefrokosten 2021 i Tømmeruphallen, lørdag aften, blev igen en stor succes for Tømmerup Gymnastik og Ungdom (TGU). I år var der Hollywood tema.

De ’tøser’ kan det med at feste, det er der ingen tvivl om. Dette års udgave af ’Damefrokosten’ i Tømmeruphallen lørdag aften havde 234 deltagere af det kvindelige køn, som slog sig løs med fest, god mad, musik og ikke mindst dans på stole og borde.

En række af herre medlemmerne fra TGU, tog imod da gæsterne ankom til Tømmeruphallen, herefter blev de ført frem til deres bord, og inden maden var der mulighed for at få taget et gruppebillede sammen med veninderne.

I år var festens tema Hollywood, og rigtigt mange havde fulgt opfordringen, og fundet de flotteste kjoler frem.

Jimmy Sørensen var igen i år aftenens konferencier, og der gik kun ganske kort tid før han fik de mange kvinder op og stå på stolene, ingen tvivl om at de mange deltagere var kommet for at få en fest i højeste gear.

”Der er større tilslutning til Damefrokosten i år end sidste gang, faktisk er vi næsten 50 mere end i 2019 og det har ikke været noget problem, at få herrerne til at servere, faktisk er der venteliste for at få lov til at hjælpe, det er dejligt,” fortæller Tanja Døj, som står i spidsen for arrangementet.

Aftenens underholdning var lagt i hænderne på Klassens Tykke Dreng, som i den grad fik sat ekstra gang i festen med masser af fællessang.

Del