Video: Brandfolk firet ned på Sejerøfærgen fra Helikopter

Video: Rene Lind og Michael Gravgaard, Slagelse Brand og Redning

Af Jens Nielsen

Brandfolk fra den danske MIRG-enhed (Maritime Incident Response Groups) blev onsdag firet ned på dækket af Sejerøfærgen fra en helikopter. Der var heldigvis kun tale om en øvelse.

Hvis der går ild i et skib til søs, vil en særlig enhed af brandfolk blive tilkaldt, den såkaldte MIRG-enhed, som via en af Søværnets store helikoptere bliver fløjet ud til det skib som brænder og bliver firet ned på dækket sammen med deres udstyr.

Hele den østlige del af Danmark bliver dækket af særligt uddannede brandfolk fra Slagelse Brand og Redning, 18 mand i alt.

For at holde uddannelsen ved lige holdes der jævnligt en række øvelser sammen med Søværnet, og onsdag var det så på Sejerøfærgen, hvor seks brandfolk blev firet ned på dækket sammen med deres branddragter og slukningsmateriel som ligger i fire store tasker som vejer omkring 90 kg. stykket.

”Vi oplever jævnligt at både MIRG-grupper, læger fra forsvaret og helikoptere med politi som laver terrorøvelser, hejser mandskab ned på dækket af Sejerøfærgen, og så er det jo med til at teste vores beredskab, så på den måde er vi glade for at blive brugt til deres øvelser,” siger overfartsleder ved Sejerøbugtens Færger, Rune Nilsson.

Hvorfor det lige er Sejerøfærgen som ofte benyttes til den type øvelser har Rune Nilsson ikke noget bud på.

Skulle der opstå brand på et skib skal de første seks mand stå klar inden for 30 minutter, til at blive hentet af en helikopter

Del