Video: Amerikansk destroyer anløb Kalundborg søndag morgen
USS Porter er 155 m. langt. Ifølge det oplyste består besætningen af ca. 300 personer. Skibet bliver ved kaj til den 12. april om eftermiddagen.
Tekst, foto og video af Jens Nielsen
USS Porter (DDG-78), en Arleigh Burke-klasse destroyer i den amerikanske flåde anløb Kalundborg Ny Vesthavn søndag morgen. Skibet bliver ved kaj i Kalundborg til den 12. april.
Søndag morgen omkring kl. 07 gik lodsen fra Danpilot ombord på det amerikanske krigsskib ud for Røsnæs spidsen og med hjælp fra de to Svitser slæbebåde Fenja og Maltby, blev USS Porter bugseret sikkert til kaj, hvor trosserne var gjort fast kl. 08.30.
USS Porter er 155 m. langt. Ifølge det oplyste består besætningen af ca. 300 personer. Skibet bliver ved kaj til den 12. april om eftermiddagen.
Den amerikanske destroyer skal foretage en række reparationer mens det ligger ved kaj i Kalundborg.
USS Navy har arrangeret shuttlebusser for besætningen mellem Ny Vesthavn og byen, og Kalundborg Havn håber, at besætningen vil besøge byen, byens butikker og lokalområdet og opleve den lokale kultur og køkken.
I forbindelse med skibets visit i Kalundborg Havn vil der på kajen og i havneområdet på Ny Vesthavn være betydelig øget security ved og omkring skibet, oplyser Kalundborg Havn.
Kalundborg Havn har tidligere haft besøg af et amerikansk krigsskib. I juli sidste år anløb USS Gunston Hall Kalundborg Havn. Et såkaldt Whidbey Island-klasse docklandingsskib.