Video: 59-årig dræbt i ulykke

Af Jens Nielsen

En 59-årig mand fra Gørlev er afgået ved døden ved et voldsomt færdselsuheld på Kalundborgvej tidlig tirsdag morgen.

Tidlig tirsdag morgen skete en voldsom ulykke på Kalundborgvej, Rute 155, ved Føllenslev hvor to personbiler og en lastbil var involveret.

”En personbil med den 59-årige bag rattet kommer kørende i nordøstlig retning mod Snertinge. Føreren, bremser op og gør klar til at dreje til venstre, men holder tilbage for modkørende trafik, som han jo også skal. En personbil kommer kørende i samme retning og overser, at bilen foran er standset,” fortæller Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi og fortsætter: 

”Føreren af personbil 2, en kvinde på 35 år også fra Gørlev, rammer personbil 1, så den kommer over i modsatte kørebane, hvor lastbilen kommer kørende. Lastbilchaufføren har ikke en chance for at nå at gøre noget og rammer bilen frontalt.”

Den 59-årige mand omkom ifølge Martin Bjerregaard på stedet. Den 35-årige kvinde er bragt til undersøgelser på det nærmeste sygehus, mens lastbilchaufføren ikke er kommet til skade.  

Den 35-årige er muligvis blevet blændet af den lavtstående morgensol, det er en af de ting som politiet kigger på.

De pårørende er underrettet.

Strækningen ved Kalundborgvej, der også hedder rute 155, samt Gunhøjvej, der er en sidevej til Kalundborgvej, var spærret i mere end tre timer, derfor havde Movia også omlagt ruterne for de busser, der normalt kører på denne del af Kalundborgvej. 

Klokken 09.45 var strækningen åbnet for trafik igen. 

Del