Video: 15.000 ørreder sat ud i Sukkerkanalen

Både børn og voksne, var mødt op, da Halleby Å Sammenslutningen fredag eftermiddag satte de første 15.000 ørredsmolt ud ved broen over Sukkerkanalen i Bjerge Sydstrand.

Af Jens Nielsen

Knapt 30.000 havørreder udsættes i sukkerkanalen inden for kort tid. Fredag eftermiddag blev de første 15.000 sat ud og det blev lidt af et tilløbsstykke.

Halleby Å Sammenslutningen, som er et samarbejde mellem Kalundborg Sportsfiskerforening og Gørlev Sportsfiskerforening, udsætter hvert år mange tusinde ørredsmolt i åsystemet, som i løbet af nogle dage søger mod havet for at vokse sig til store havørreder.

Både børn og voksne, var mødt op, da Halleby Å Sammenslutningen fredag eftermiddag satte de første 15.000 ørredsmolt ud ved broen over Sukkerkanalen i Bjerge Sydstrand.

De små ”sølvfisk” rutsjede ud i åen fra tankene på lastbilen, som kom med de mange ørreder.

De mange fisk kommer fra et dambrug ved Kolding og bliver betalt af Fiskeplejen, der finansieres gennem Fisketegnet, som alle danske lystfiskere skal betale.

Skarv-vagt

Sportsfiskerne er meget opmærksomme på, at især skarven gerne vil spise de små fisk, derfor er der etableret skarv-vagter de næste dage, hvor frivillige går med klaptræer for at holde interesserede fugle væk.

Lidt senere på måneden, tirsdag den 23. april klokken 14, udsættes der yderligere 15.000 ørredyngel ved Sukkerkanalen.

Del