Vibeke er ny på holdet hos Estate Kalundborg

”Der er fart på, det har været et vildt år, der bliver handlet meget og vi mangler hele tiden flere ejendomme"

Vibeke er ny på holdet hos Estate Kalundborg
Teamet hos Estate Kalundborg består nu af, fra venstre, ejendomsmægler Kristian Hempel, salgskoordinator Vibeke Johansen og ejendomsmægler og indehaver Thomas Ziegler Jensen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det er kun godt et år siden, at Thomas Ziegler Jensen åbnede ejendomsmæglerforretningen Estate Kalundborg i Vænget. Der har været fart på lige siden og nu er der ansat endnu en medarbejder.

Vibeke Johansen havde mandag første arbejdsdag hos Estate Kalundborg. Hun har været i ejendomsmæglerbranchen i rigtigt mange år og kommer fra et tilsvarende job som salgskoordinator Hos Estate i Slagelse.

”Det er dejligt at være tilbage i Kalundborg, her kender jeg alle områder og veje, jeg kender mange folk, kollegaer fra de andre ejendomsmæglere, personalet hos banker og advokater og så kan jeg cykle på arbejde,” fortæller Vibeke Johansen.

”Det er dejligt at Vibeke havde lyst til at være en del af holdet. Det kan vi helt sikkert få noget godt ud af, ikke mindst for vores kunders skyld for nu er vi flere hænder til at yde en god service,” fortæller Thomas Ziegler Jensen.

Det har været et vildt år

Der er et historisk lavt udbud af boliger til salg i Kalundborg, alligevel har Estate Kalundborg haft meget travlt med at sælge ejendomme til både lokale men også til kunder fra andre dele af landet og fra udlandet.

”Der er fart på, det har været et vildt år, der bliver handlet meget og vi mangler hele tiden flere ejendomme. Der er mange som sender e-mail med ønsker og gerne vil oprettes i køberkartoteket og mange af dem som vi sælger til kommer ude fra, endda også fra udlandet, fx fra Kina og Spanien, folk som arbejder på de store industrivirksomheder i Kalundborg,” fortæller Thomas Ziegler Jensen.

Del